Publiceret under pseudonymet Bamber Gosling i bogen Situationister 1957-70 (1971), red. af J. J. Thorsen og J. Nash

Oprørets Start
- Kort overblik over den anti-autoritære generations-revoltebevægelser i 1960'erne

Af Jens Jørgen Thorsen

Jean-Louis Brau optegner i sin bog "Cours, Camarade, le vieux monde est apres toi" (Løb, kammerat, den gamle verden er efter dig), Paris 1969, den følgende liste over højdepunkter i udviklingen af den europæiske revolte, hvorfra jeg citerer tre år:

"1955: Rock and Roll skyder frem i USA og England. Marcuse publicerer "Eros og Civilisation".

1956: Madrid. Kampe om studenterforeningens lokaler.

Sommer: Italien: Kongres i Alba mellem ledende avant-garde-grupper fra Europa.

17/6: 20. partikongres i USSR.

Oktober: Ungarn: Oprør i Budapest.

31/12: Sverige. Store Raggare-optøjer i Stockholm. USA: Beat-generationens begyndelse ("Howl" af Ginsberg).

1957: Italien: Kongres i Cosio d'Arroscia - Internationale Situationniste grundlægges.

1958, 13/5: Gaullisterne overtager magten i Frankrig ... "

Det er uden for enhver tvivl at situationisterne dannede den første og een af de mest betydningsfulde af 1960'ernes revolterende og anti-konformistiske grupper, der senere mundede ud i to store hovedstrømninger: Undergrundsbevægelser og studenter-revolterne. Desuden har situationisterne lagt grunden for et meget avanceret mønster for kreativiteten i tressernes slutning og i de halvfjerdsere som vi nu ser frem til.

Splittelsen i februar 1962 i Frankrig mellem den lille gruppe situationister omkring Guy Ernest Debord og resten af bevægelsen er ret dårligt dokumenteret. Jean-Louis Brau, der kun har fået sine informationer fra Debord og hans bordister i Paris, er heller ikke velinformeret. Han skriver:

"Den femte konference blev afholdt i august 1961 i Göteborg (tidligere konferencer var årligt afholdt i Cosio d'Arroscia, Paris, München og London). På Göteborg-konferencen blev spørgsmålet om medlemmernes kunstneriske aktivitet rejst. Et stort antal af de hollandske, skandinaviske og tyske medlemmer var mere eller mindre arriverede avant-garde-kunstnere. Specielt danskeren Nash og den tyske SPUR-gruppe. Derfor foreslog Kotányi at kalde deres arbejder for "anti-situationistiske". Krisen eksploderede i 1962 med den splittelse, hvor Nash tog alle skandinaver og tyskere med sig. Denne fløj blev mere og mere politisk og politiets øjne hvilede på dem".

Det er rigtigt, når J.-L. Brau mener at den franske bordist-gruppe altid forsøgte at ekskludere aktivister. Og det er en kendsgerning at majoriteten af situationisterne - som den lille gruppe omkring general de Bord altid lod som om den havde ekskluderet altid lagde vægten på eksperimenter gennem handling, ved at skabe eller gribe ind i situationer.

Det er det fanatiske had til handling som netop var årsag til den personlige kritik af Debord efter maj-revolten i Paris 1968, hvor bordisterne som oprørets teknokrater skjulte sig i en restaurant langt fra slagmarkerne. Herfra udstedte de direktiver og gode råd til revoltens aktivister.

Efter splittelsen i 1962 skabte Nash og Thorsen - til dels i samarbejde med Asger Jorn - den Anden Situationistiske Internationale. Men Debord-gruppen fortsatte med eksklusionerne. Enhver nytilkommen situationist som forsøgte sig med uafhængige aktioner blev smidt ud. Studenterne som startede den europæiske studenter-revolte på universitetet i Strassbourg i maj 1966 blev ekskluderet. Det samme gjaldt de nye mexicanske og amerikanske grupper - fx. Black Mask, Up-Against-the-Wall, Mother-Fuckers og den senere anti-olympiske bevægelse. De startede allesammen på basis af de tidligste situationistiske teorier og på ønsket om at skabe aktive situationister. Det er bemærkelsesværdigt at ingen af disse nye grupper nogensinde har ytret ønske om at blive optaget i den bordistiske afdeling i Paris. Men ikke desto mindre blev de alligevel ekskluderet.

Nu forsøger alle disse grupper at danne en helt ny international situationistisk bevægelse. Den tredie situationistiske internationale.

I Holland blev Provo startet af en ekskluderet situationist sådan som både J.-L. Brau og Jacques Landsmann beretter det i deres bøger om den franske revolte. Navnet på den ekskluderede situationist er åbenbart en hemmelighed. Men jeg kan da godt afsløre hemmeligheden, der helt tydeligt er offentliggjort i Provo-litteraturen. Det er maleren og fremtidsforskeren Constant Niewenhuis og gruppen omkring ham.

I Tyskland satte Commune Eins i Berlin for alvor brand i den tyske ungdoms-revolte. Commune Eins var skabt af tyske situationister fra gruppe SPUR og andre, inspireret af Wilhelm Reich.

I Skandinavien gennemførte situationisterne store aktioner i byernes gader og gennemførte de første rebelforsøg på at overtage dele af byen og derigennem angribe forbruger-samfundet. Og man gennemførte eksperimenter med kollektiv kreativitet, CO-RITUS-manifestationerne med deltagelse fra Tyskland, Holland, England og Sverige.

I sin bog om maj-revolten hævder J.-L. Brau at 6 grupper var hovedansvarlige for maj-revolten i Paris. Efter betydning 1) Studenternes foreninger, 2) Situationisterne, 3) Ekstremisterne (lettristerne), 4) Ungkommunisterne, 5) Anarkisterne og 6) Trotzkister og Maoister.

Mens J.-L. Brau, som man kan se, er meget velinformeret om hvad der er sket i Frankrig, så ved han ikke meget om det, der skete udenfor. Men selv med et materiale som grundlag, hvor 3/4 af hele den situationistiske aktivitet ikke er taget i betragtning, er dokumentationen for den rolle, situationisterne spillede ved igangsættelsen af 1960'ernes skabende revolte-bevægelse meget overbevisende.

 

G? til forsiden
G? til den forrige side