Publiceret i Internationale Situationniste nr. 9, aug. 1964. Publiceret på svensk i Situationistisk Revolution nr. 3, 1970 og på dansk i den danske Situ-antologi 'Der er liv efter fødslen' udgivet på Rhodos 1973. Oversættelsen er revideret i 2003 af Gerry Keller, Det Fri Universitet i KBH.

Spørgeskema

1. HVAD BETYDER ORDET “SITUATIONISTISK”?

Det betegner en aktivitet som er indrettet på at skabe situationer, og ikke på at undersøge dem, deres erkendelsesværdi eller lignende. Dette gælder på alle niveauer af den samfundsmæssige praxis og af den individuelle historie. Vi erstatter den eksistentielle passivitet med en konstruktion af livets øjeblikke; tvivlen med legens bekræftelse. Hidtil har filosofferne og kunstnerne kun fortolket situationerne - nu gælder det om at forandre dem. Da mennesket er et produkt af de situationer det bevæger sig gennem, er det af afgørende betydning at skabe menneskelige situationer. Da individet bestemmes af sin situation, ønsker det at være i stand til at skabe situationer der er dets dybeste behov værdige. I dette perspektiv vil poesien (den kommunikation som kommer af situationens sprog), tilegnelsen af naturen, og den fuldstændige sociale frigørelse smelte sammen og befries. Vores tid vil erstatte de begrænsede situationers faste rammer, som fænomenelogien med forkærlighed har beskrevet, med den praktiske skabelse af situationer, og den vil for bestandig lade disse rammer vige for den historiske bevægelse i virkeliggørelsen af vores projekt. Hvad vi vil have er en fænomeno-praxis. Vi er ikke i tvivl om at dette vil blive den primære forudsætning for en befrielsesbevægelse mulig i vores tid. Hvad kan man lægge i en situation? På forskellige niveauer; den kan dreje sig om vor planet, eller om vor epoke (fx . en civilisation i Burckhardts forstand), eller om et øjeblik i det individuelle liv. Spil op! Den forgangne kulturs værdier, håbet om at virkeliggøre fornuften i historien, leder med nødvendighed til dette. Alt andet opløses. For S.I. betyder ordet situationistisk lige nøjagtig det stik modsatte af hvad man for tiden i Portugal kalder en “situationist” - nemlig en tilhænger af den herskende situation, det vil dér sige salazarismen.

2. ER SITUATIONISTISK INTERNATIONALE EN POLITISK BEVÆGELSE?

Ordene “politisk bevægelse” dækker idag den specialiserede aktivitet hos gruppe- og partiledere, som bygger deres undertrykkelse og deres fremtidige magt på deres militantes organiserede passivitet. S.I. vil ikke have nogetsomhelst at gøre med den hierarkiske magt, ligegyldigt under hvilken form. S.I. er således hverken en politisk bevægelse eller den politiske mystifikations sociologi. S.I. gør krav på at være den højeste grad af international revolutionær bevidsthed. Derfor bestræber vi os for at belyse og koordinere de udtryk for modstand og de tegn på kreativitet som kendetegner proletariatets nye konturer, den ubegrænsede trang til frigørelse. Centreret omkring massernes spontanitet er en sådan virksomhed ubestrideligt politisk; i det mindste må man frakende selve agitatorerne denne kvalitet. Efterhånden som nye radikale strømninger viser sig i Japan (Zengakurens yderfløj), i Kongo, i det underjordiske Spanien, giver S.I. dem sin kritiske støtte og søger således at hjælpe dem praktisk. Men i modsætning til alle den specialiserede politiks “overgangsprogrammer” står S.I. for en permanent revolution af dagliglivet.

3. ER S.I. EN KUNSTNERBEVÆGELSE?

En stor del af den situationistiske kritik som er viet forbrugersamfundet, går ud på at vise i hvilken grad størsteparten af nutidens kunstnere har hensat sig selv til at lave kunst på samme måde som man laver forretning, i og med at de har opgivet overskridelsens rigdom, der - selvom den ikke blev udnyttet - implicit var tilstede i perioden 1910-1925. Siden da har kunstnerbevægelserne kun bestået af de imaginære rester fra en eksplosion som aldrig fandt sted, men som truede og stadig truer samfundets strukturer. Bevidstheden om en sådan opgiven og om dens modsigelsesfyldte implikationer (savnet af og ønsket om en tilbagevenden til de oprindelige voldshandlinger) gør S.I. til den eneste bevægelse, der ved at inddrage kunstens overlevelse i livets kunst kan give et svar på den autentiske kunstners projekt. Vi er kun kunstnere forsåvidt som vi ikke længere er kunstnere: vi vil virkeliggøre kunsten.

4. ER S.I. ET UDTRYK FOR NIHILISME?

S.I. afviser den rolle, man er så hurtig til at tildele os i opløsningens skuespil. Vejen til det der ligger hinsides nihilismen går gennem skuespillets opløsning; og dét er hvad S.I. har sat sig som sin opgave. Alle de bestræbelser og konstruktioner der ligger uden for et sådant perspektiv vil destruere sig selv uden at have brug for S.I.'s hjælp. Men det er samtidig et faktum, at de spontane sammenbruds ubestemte områder overalt i forbrugersamfundet frembyder experimentele områder for de nye værdier, hvor S.I. ikke kan undværes. Vi vil ikke bygge med mindre vi bygger på skuespillets ruiner. I øvrigt forpligter den velunderbyggede formodning om den totale ødelæggelse os til udelukkende at opbygge i lyset af helheden.

5. ER SITUATIONISTERNES STANDPUNKTER UTOPISKE?

Virkeligheden overskrider utopien. Det giver ikke længere mening at forestille sig en imaginær bro over kløften mellem den nuværende overflod af tekniske muligheder og den fattige måde de bliver anvendt af alle slags magthavere. Vi vil stille det materielle udstyr til rådighed for alles kreativitet, sådan som masserne altid bestræber sig på at gøre det i den revolutionære situation. Det er et spørgsmål om koordination, eller taktik, om man vil. Alt hvad vi taler om er realisabelt, øjeblikkeligt eller på kort sigt, nemlig i det samme øjeblik hvor vores forsknings- og aktivitetsmetoder blive sat i praksis.

6. ANSER I DET FOR NØDVENDIGT AT KALDE JER “SITUATIONISTER”?

Under den existerende orden hvor tingen indtager menneskets plads, er enhver etikette kompromitterende. Den vi har valgt bærer imidlertid sin egen kritik i sig, hvor summarisk den end er, nemlig i og med at den modsætter sig betegnelsen “situationisme” - en etiket som de andre har hæftet på os. Den vil i øvrigt forsvinde når alle er blevet situationister fuldt ud, og ikke længer er proletarer der kæmper for proletariatets afskaffelse. Hvor latterlig en etiket end kan tage sig ud, så har den for øjeblikket den fordel at drage et skarpt skel mellem den manglende sammenhæng, som galdt tidligere og en ny stringens. Det som har været den største mangel ved de sidste årtiers tænkning, er lige præcis denne skarphed.

7. HVORI LIGGER DET ORIGINALE HOS SITUATIONISTERNE SOM EN AFGRÆNSET GRUPPE?

Det forekommer os at der er tre bemærkelsesværdige punkter som retfærdiggør den betydning vi tillægger os selv som en organiseret gruppe af teoretikere og experimentatorer: For det første foretager vi for første gang, ud fra et revolutionært synspunkt, en ny og sammenhængende kritik af det samfund som er under udvikling netop nu. Denne kritik er dybt forankret i vor tids kultur og kunst, som kun kan forstås rigtigt gennem en sådan kritik (det er ganske klart at dette arbejde er langt fra at være fuldbyrdet). For det andet praktiserer vi det fuldstændige og definitive brud med alle dem der tvinger os og lænker os. Dette er værdifuldt i en epoke hvor de forskellige former for resignation lapper over og hænger sammen på subtil vis. For det tredje indleder vi en ny stil hvad angår forholdet til vore “tilhængere”; vi afviser ubetinget disciple. Vi interesserer os kun for deltagelse på det højeste niveau, og ønsker at deltagerne drager ud i verden som selvstændige folk.

8. HVORFOR TALER MAN ALDRIG OM S.I.?

Der tales ofte om os blandt specialisterne, indehaverne af den moderne tænkning under opløsning; men man skriver meget lidt om os. Generelt skyldes det at vi afviser udtrykket “situationisme”, som ville være den eneste kategori under hvilken man kunne introducere os i det herskende skuespil, integrere os i det i skikkelse af en stivnet doktrin rettet imod os selv, dvs. som en ideologi i Marx' forstand. Det er naturligt at det skuespil som vi afviser, afviser os. Man taler meget gerne om situationisterne som individer, i et forsøg på at splitte dem i forhold til den fælles kamp - uden hvilken der forøvrigt ikke ville være nogen “interessante” individer. Man taler om situationisterne så snart de er ophørt med at være situationister (de rivaliserende varianter af “nashisme” i forskellige lande har opnået denne ene berømmelse i kraft af løgnagtigt at have foregivet at have en forbindelse med S.I.). Skuespillets vagthunde gengiver uden videre fragmenter af situationistisk teori, for derpå at vende dem mod os. De inspireres naturligt nok af disse fragmenter i deres kamp for skuespillets overlevelse. Det er således ikke blot af plagiatorisk forfængelighed de tvinges til at skjule kilden til sådanne “ideer”, dvs. deres sammenhæng. Desuden tør mange intellektuelle tavshedsmagere ikke tale åbent om S.I., af den grund at omtalen af den ville kræve et vist minimum af stillingtagen: at sige rent ud hvad man forkaster, i modstrid med hvad man faktisk holder fast ved. Mange tror helt fejlagtigt, at de ved indtil videre at foregive uvidenhed slipper for senere at blive draget til ansvar.

9. HVORLEDES STØTTER I DEN REVOLUTIONÆRE BEVÆGELSE?

Desværre findes der ingen. Men sikkert nok rummer samfundet modsigelser og forandres. Dette mulig- og nødvendiggør, på stadig nye måder, en revolutionær virksomhed. Men sådan en virksomhed findes ikke længere - eller findes endnu ikke - i form af en organiseret bevægelse. Det drejer sig altså ikke om at “støtte” en sådan bevægelse, men om at skabe den: at definere den kan ikke adskilles fra at experimentere med den. At sige at der ikke findes nogen revolutionær bevægelse, er den første nødvendige handling til fremme af en sådan bevægelse. Alt andet er et hånligt lapperi på fortiden.

10. ER I MARXISTER?

I lige så høj grad som Marx da han sagde: “Jeg er ikke marxist.”

11. ER DER NOGEN SAMMENHÆNG MELLEM JERES TEORIER OG JERES FAKTISKE LIVSFORM?

Vore teorier er intet andet end teorien om vores virkelige liv, og om de muligheder vi erfarer eller opdager i dette liv. Hvor begrænsede og isolerede de disponible områder for aktivitet end er, før den nye orden indtræder, så praktiserer vi på bedst mulige måde inden for disse områder. Vi behandler fjenden som fjende, og det er et første skridt som vi kan anbefale alle, som en fremskyndet uddannelse i tænkning. På den anden side siger det sig selv at vi giver vores ubetingede støtte til alle former for moralsk frihed, alt det som det borgerlige eller bureaukratiske rak kalder udskejelser. Det er helt klart udelukket at vi skulle forberede revolutionen af dagliglivet gennem askese.

12. ER SITUATIONISTERNE FRITIDSSAMFUNDETS FORTROP?

Fritidssamfundet er et skin som omgiver, og tilslører, en bestemt type produktion/ konsumtion i samfundets tid/rum. Når den i egentlig forstand produktive arbejdstid mindskes, så sættes den industrielle livs reservearmé på arbejde i konsumtionen. Enhver er skiftevis arbejder og råstof i skuespillets ferie- og fritidsindustri. Det nuværende arbejde er det nuværende livs alfa og omega. Organiseringen af forbrug og fritid må nøjagtig holde organiseringen af arbejdet i ligevægt. “Fritiden” er en ironisk målestok i strømmen af præfabrikeret tid. Dette arbejde kan kun give denne fritid, det er den barske sandhed så vel for den uvirksomme - i virkeligheden mere og mere halv-uvirksomme - elite, som for de masser der kun har adgang til en kortvarig fritid. Ingen blyvæg kan isolere hverken et stykke tid, eller hele tiden, inden for et bestemt stykke af samfundet, fra den radioaktivitet som udstråles fra det fremmedgjorte arbejde; det er alene i dén forstand at arbejdet former samtlige produkter og hele det sociale liv som sådan, og ikke på nogen anden vis.

13. HVEM FINANCIERER JER?

Den eneste og yderst prekære måde vi nogensinde har kunnet financieres på, er gennem vores egen beskæftigelse inden for tidens kulturelle økonomi. Denne beskæftigelse er underlagt følgende modsigelse: vi besidder en sådan kreativ kapacitet at vi næsten kan få “succes” med alt; men samtidig stiller vi så strenge krav om uafhængighed og fuldkommen sammenhæng mellem vort hovedprojekt og hver eneste af vore nuværende skabelser (jfr. vores definition af en anti-situationistisk kunstproduktion), at vi er næsten totalt uacceptable for den herskende organisation af kulturen, selv hvad angår helt sekundære sager. Tilstanden for vores ressourcer følger disse forhold. I denne forbindelse, læs hvad vi har skrevet i nr. 8 af Internationale Situationniste (side 26) om “de ressourcer som aldrig savnes i de nashistiske projekter”, i modsætning til vores betingelser (sidste side i dette nummer).

14. HVORMANGE ER I?

Lidt flere end den oprindelige guerilla-kerne i Sierra Maestra, men med færre våben. Lidt færre end de delegerede der var i London i 1864 for at danne den Internationale Arbejdersammenslutning, men med et mere sammenhængende program. Lige så fast besluttede som grækerne ved Thermopylæ (“Vandringsmand, bring det budskab til spartanerne ... “), men med en lysere fremtid.

15. HVILKEN VÆRDI VIL I TILLÆGGE ET SPØRGESKEMA SOM F. EX. DETTE?

Det drejer sig helt åbenlyst om en form for kunstig dialog, som idag bliver en større og større plage med alle de forskellige psykoteknikker til integration i skuespillet (en glad accepteret passivitet, groft forklædt som “deltagelse”, aktivitet i harepels). Men vi formår at bevare vore nøjagtige standpunkter under en usammenhængende og tingsliggjort udspørgen. Faktisk leverer disse standpunkter ikke nogen “svar”, i og med at de ikke henviser til spørgsmålene; de afviser spørgsmålene. Det er svar af en sådan art at de nødvendigvis må forandre spørgsmålene. Således vil den virkelige dialog kunne begynde efter disse svar. I nærværende spørgeskema er samtlige spørgsmål forkerte; og dog er vore svar rigtige.

Gå til forsiden
Gå til den forrige side