Publiceret i l'Internationale Situationiste nr. 5, 1960 / Situationistisk Revolution nr. 1, 1962. Oversættelsen er revideret i 2003 af Gerry Keller, Det Fri Universitet i KBH.

Den situationistiske grænse

Man véd, hvad den Situationistisk Internationale ikke er; og hvilket område den ikke længere ønsker at dække (eller kun på en uforpligtende måde, i kampen mod alle de eksisterende forhold). Det er vanskeligere at sige, hvor S.I. bevæger sig hen, og positivt at karakterisere det situationistiske projekt. Man kan dog fragmentarisk opregne visse foreløbige positioner på dens march.

I modsætning til de hierakisk organiseret korps af specialister, som mere og mere fylder bureaukratierne, hærene og selv den moderne verdens politiske partier, vil man en dag få at se, at S.I. præsenterer sig som den reneste form af et anti-hierarkisk korps af anti-specialister.

Den situationistiske kritik og projekt vedrører livets brugsværdi på alle niveauer. Som vores ideer om urbanismen er en kritik af urbanismen, er vores erfaring af fritiden i virkeligheden en afvisning af fritiden (i dens gældende betydning som adskillelse og passivitet); og på samme måde når vi udpeger vores virkefelt i hverdagen, drejer det sig om en kritik af denne hverdag, som imidlertid bør være en "virkeliggjort radikal kritik og ikke blot en ønsket og påpegende" (Franklin, Esquisses programmatiques [Internationale Situationniste #4, juni 1960]); således er denne praktiske kritik af hverdagen på vej mod at overskride sig selv i "hverdagen umuliggjort".

Vi mener ikke at have opfundet ideer, der er usædvanlige i den moderne kultur, men snarere at have begyndt at gøre opmærksom på det usædvanlige i dens tomhed. Specialisterne i den kulturelle produktions er dem, som med det allerstørste velbehag slår sig til tåls med deres isolation og altså med deres impotens. Men det er hele det nuværende samfund, som ikke kan komme uden om problemet med udnyttelsen af dets utallige fremmedgjorte, ukontrollerede kapaciteter.

Menneskets fremtid i overflod, bør ikke være en overflod af genstande, selv ikke ”kulturelle” genstande fra fortiden eller genskabt over dens model, men en overflod af situationer (i livet, og dets utallige dimensioner). Indenfor den nuværende ramme af forbrugspropaganda er reklamens fundamentale bedrageri dette at knytte ideen om lykke til genstande (tv, havemøbler, bil osv.), og desuden ødelægge de naturlige bånd, disse genstande kan have med andre, for frem for alt at få dem til at udgøre et materielt miljø af såkaldt "høj standard". Denne påtvungne forestilling om lykke skaber også grundlaget for reklamens direkte terroristiske karakter. Imidlertid er "lykken" - de glædelige øjeblikke - afhængige af en global virkelighed, som helt præcist implicerer personer i en given situation: levende personer og det moment, som giver dem lys og retning (deres muligheders spillerum). I reklamen behandles genstandene som elskere på en passionerede måde (”det er ligesom at livet forvandles, når man ejer en vidunderlig vogn som denne”). Men intet af det som er mere interessant, kan berøres uden at bringe hele den eksisterende ramme i fare: når reklamen virkeligt lidenskabeligt beskæftiger sig med noget, så drejer det sig kun om reklamen for et skuespil.

Arkitekturen bør først opgive sin besættelse af den teatralske skønhed i den gamle monumentale arkitektur, og må tilgodese topologiske konstruktioner som kræver en generel deltagelse. Vi vil spille på topofobien og vil skabe en topofli. Situationisten betragter sine omgivelser og sig selv som plastiske.

Den nye arkitektur burde begynde sine første praktiske øvelser ved at fordreje [detourne] de affektive blokke i omgivelserne, der er bestemt af fortiden (fx slottet). Anvendelse af detournement, såvel i arkitekturen som ved konstruerede situationer, markerer reinvesteringen af produkter skildt ud fra de formål som den aktuelle økonomisk-sociale orden tilskriver dem, og bruddet med det formalistiske ønske om at skabe abstrakt ud fra det ukendte. Det drejer sig først om at befri de eksisterende ønsker og drømme, så de kan anvendes i de nye dimensioner af en ukendt virkeliggørelse.

Således er undersøgelserne af vejen henimod den direkte situations kunst uden tvivl skredet betydeligt frem med det første udkast til en foreløbig optegnelse af begivenhedernes kraftlinje i en planlagt situation. Det drejer sig om skemaer, ligninger, hvor deltagerne vil kunne vælge, hvilken ubekendt faktor de vil spille, alvorligt, uden tilskuere og uden andet formål end denne leg. Her findes ganske givet prototypen for et effektivt våben i kampen mod fremmedgørelsen, i hvert fald vil det være et udmærket middel til at bryde med løsagtighedens sørgelige konventioner; her er, som reprise, de første skridt hen ad den fouriér'ske "genvej til lykke". Det er nødvendigt at tilføje, at vi ikke forsvarer nogen som helst foretrukken form eller giver garanti for lykke. Og også, at disse mere eller mindre nøjagtige og fuldstændige skemaer kun kan benyttes som udgangspunkt, skabt gennem en kalkuleret tilrettelæggelse af begivenheder, for springet ud i det åbne og ukendte. Disse skemaer er endvidere en anvendelse af det situationistiske katapultprincip, som det blev set under deriven d. 29., 30. og 31. maj i Brussel og Amsterdam. Erfaringerne gør det klart, at en meget kraftig acceleration under passagen gennem det sociale rum, midlertidigt organiseret og med utilitaristisk sigte for eksempel, kan, i det øjeblik accelerationen ophører, under en derive som de gennemfører med deres opnåede hastighed, have en overrumblende virkning for de medvirkendes forestillinger. Naturligvis må man huske på, at ethvert eksperiment udstukket med restriktive betingelser, uanset dets oplysende og propagandamæssig betydning - kun på laboratoriestadiet i et forsvindende lille del af den sociale helhed - vil udvise ikke blot en forskel i skala, men også en forskel i natur i forhold til den fremtidige opbygning af livet. Dette laboratorium arver alle frembringelserne fra en udmattet kulturel sfære, men åbner vejen for deres praktiske overskridelse.

Her findes altså kulturens yderste forposter; hinsides dem begynder erobringen af dagliglivet.

Gå til forsiden
Gå til den forrige side