Først udgivet som hæfte på fransk i Si serien 'Rapports presentes a l'Internationale Situationniste' i 1959. Udgivet på dansk i Jorns bog 'Værdi og økonomi', der var den anden udgivelse fra Institut for Sammenlignende Vandalisme i 1962

Kritik af den økonomiske politik

Af Asger Jorn

Dette afsnit har, bortset fra enkelte omdispositioner, været udsendt på fransk af den situationistiske internationale i 1959 og tilegnet den danske syndikalist og arbejderfører Chr. Christensen, der i min ungdom, da han boede i Sejs ved Silkeborg, var som en far for mig og lærte mig, hvad økonomi, økonomisk kritik og organisation er.

Den marxisme, der her kritiseres, er den., der fik Marx til at hævde, at han ikke var marxist. Den internationale kommunismes gamle grundlag er i dag definitivt brudt sammen. Jeg kan her sige til alle dem, der nu søger over mod den rene socialisme: "Går I til højre, går jeg til venstre". At denne udtalelse ikke skal opfattes i traditionel forstand, har jeg allerede påpeget i min bog "Naturens orden". Det er illusionen om, at fremskridt og udvikling er det samme, der er bristet. Det har bevirket, at den kommunistiske bevægelse går i opløsning. Jeg går ind for fremskridtet, men for at kunne gå frem, må man kunne gå tilbage. Dette har Hartvig Frisch påvist i sin kulturhistorie, at fremskridtets kræfter ikke altid udvikler sig i toppen, men kan skyde ud som et sideskud på stammen. Min fremskridtsidé er derfor baseret på en yderliggående, revolutionær konservatisme, idet jeg går tilbage til den første Internationales sammensætning og påstår, at ingen af dens tre grundprincipper i dag kan undværes: Anarkismen eller princippet for udviklingen af den personlige frihed, syndikalismen eller udviklingen af kloge, sociale organisationer, og socialismen eller erkendelsen af alle sociale fænomeners sammenhæng.

 

Citater fra Kari Marx "Kapitalen" med hovedpunkterne for vor kritik
Produktionens betingelser er de samme som reproduktionens.

Ligegyldigt hvilken social form produktionen antager, må den være fortsat eller, hvad der kommer ud på ét, periodisk, gå gennem de samme faser. Et samfund kan lige så lidt holde op med at producere, som det kan holde op med at konsumere. Opfattet ikke i sin isolerede fremtræden, men i løbet af sin ustandselige fornyelse, er alle sociale produktionsprocesser altså samtidig reproduktionsprocesser.

Det, jeg går ud fra, er den simpleste sociale form, hvori arbejdsproduktet fremtræder i det øjeblikkelige samfund, og det er "varen". Det er den, jeg analyserer, og jeg gør det først i den naturlige form, hvori den fremtræder. Her finder jeg, at den i sin naturlige form på den ene side er en brugsgenstand, alias (med andre ord) en brugsværdi, på den anden side bæreren af bytteværdi, og i denne optik selv "bytteværdi". En mere dybtgående analyse af denne sidste viser mig, at bytteværdien kun er en "fænomenal form", en karakteriseret gengivelse af værdien indeholdt i varen. Derefter overgår jeg til analysen af værdien.

Har vi altså i begyndelsen af dette kapitel for at følge den almindelige talemåde sagt: Varen er brugsværdi og værdi i sig selv, er dette forkert. Varen er brugsværdi eller nyttegenstand, og "værdi". Den fremtræder som det den er, en dobbelt ting, så snart dens værdi besidder en selvstændig fremtrædelsesform, adskilt fra sin naturlige form, "bytteværdiens" etc.

Jeg deler altså ikke værdien i brugsværdi og bytteværdi, som modsatte begreber, hvori den abstrakte "værdi" deler sig, men jeg siger, at arbejdsproduktets konkrete sociale form, "varen", er på den ene side bytteværdi, og på den anden side "værdi", ikke bytteværdi, da dette kun er en fremtrædelsesform og ikke selve varens eget indhold.

Min metode går ikke ud fra mennesket, men fra den økonomisk givne sociale periode, og har intet tilfælles med de tyske professorers ophængningsmetoder.

Ordet: værdi (Wert Würde) har i begyndelsen været knyttet til nyttegenstandene selv, der eksisterede, selv i form af "arbejdsprodukter", længe før de blev varer. Men dette har lige så lidt at gøre med den videnskabelige definition af "vareværdien", som den kendsgerning, at ordet salt hos de gamle først blev anvendt på spiselige salte, og som følge deraf også på sukker etc. Siden Plinius optræder disse også som en varietet af saltene (det vil sige blandt de farveløse faste legemer, der kan opløses i vand og har en særlig smag, hvorfor den kemiske kategori "salt" omfatter sukker etc.

Når der er tale om brugsværdi, da underforstår man altid en målelig mængde, som et dusin ure, en meter lærred, et ton jern etc.

I udtrykket for vægten af en sukkertop repræsenterer jernets vægt en naturlig mængde, som er fælles for begge legemer, deres tyngde, hvorimod udtrykket for to varers fælles værdi repræsenterer en overnaturlig kvalitet hos de to genstande, deres værdi, en betegnelse af rent social art.

I poduktionsprocessen påvirker den del af kapitalen, der omdannes til produktionsmidler, d.v.s. råmateriale, arbejdsinstrumenter, fabriksanlæg etc., ikke værdistørrelsen. Dette er grunden til, at vi kalder den for den konstante del af kapitalen, eller kortere - den konstante kapital.

Hovedpunkterne i min kritik

Produktion og reproduktion er som fremskridt og udvikling komplementære modsætninger. Det samme gælder deres betingelser.

Hverken vareværdien eller arbejdet kan omfatte det elementære sociale værdibegreb, som må gå ud fra mennesket som værdikilde.

Råmaterialet kan ikke, som kapitalister og socialister påstår, være konstant eller gratis kapital. Råmaterialet er i en fortsat reduktiv proces.

Brugsværdien er brugsgenstandens modsætning og negation, da kvalitet er det modsatte af værdi.

Værdien i sig selv og værdiens former
Det fælles sandhedskriterium for enhver socialistisk og anti-kapitalistisk politik, det grundlag, der til stadighed anerkendes som gyldigt af socialister såvel som kommunister, er den marxistiske analyse og kritik af den kapitalistiske værdiform: varen, opfattet som elementærformen for den rigdom, der eksisterer i et samfund, hvor den kapitalistiske produktionsform er den herskende. Denne viser sig som en umådelig ophobning af varer.

Denne analyse gennemførtes af Karl Marx i hans "kritik af den politiske økonomi", et værk, der fik navnet "Kapitalen". Marx konstaterer her ikke blot, at den kapitalistiske form for rigdom er varen, for denne konstatering kan overhovedet ikke finde sted, uden at man også forudsætter, at rigdom og værdi er det samme.

Da rigdom eksisterer som modsætning til fattigdom, er det netop denne modsætning mellem rig og fattig, som den socialistiske politik vil fjerne. Men da man ifølge dialektikken ikke kan ophæve en modsætning uden derved at nå til fjernelsen af eller neutraliseringen af begge modsætninger, ophæver socialismen rigdommen sammen med fattigdommen. Hvis rigdommen fortsat blomstrer, kan man simpelt hen konstatere, at der ikke eksisterer socialisme. Ideen om en socialistisk rigdom er ikke engang utopi. Det er simpelt hen vrøvl.

Socialismens øjeblikkelige krise har sit udgangspunkt i den kendsgerning, at marxismens identifikation af vare, rigdom og værdi gør ophævelse af værdien som sådan til socialismens ideologiske mål. Selve værdibegrebet bliver herved i den socialistiske terminologi til en absurditet, mens den socialistiske politik må blive en permanent devalueringspolitik, hvis endemål kun kan blive den absolutte ophævelse af alle værdier. Intet i den marxistiske økonomilære modsiger på videnskabelig-logisk måde dette mål. Ja, denne absolutte og altomfattende devaluering er overhovedet uundgåelig, gennemfører sig selv, om menneskene vil det eller ej. Det er denne naturudvikling, der danner det videnskabelige grundlag for den socialistiske teori. Det er denne tendens, der er selve den socialistiske udviklings grunddefinition, den, hvormed alle socialistiske handlingers følgeslutninger berettiges, ja, er berettigelsen af selve den socialistiske politik.

Vi vil her forsøge at påpege, at det er muligt at acceptere den marxistiske analyse og kritik af den kapitalistiske form for værdi, varen, uden derfor at overtage identificeringen af denne form med værdien i sig selv som begreb og realitet. Dette vil sige, at det er muligt at acceptere den rent videnskabelige side af "Kapitalen" uden derfor automatisk at overtage de politiske konklusioner, som Marx har uddraget heraf. Dette rummer, at man opfatter den marxistiske kritik, ikke som en kritik af værdien i sig selv, men af en speciel, i tid og rum begrænset, forekommende form for værdi. For at nå frem til denne nye form for kritik er det for det første nødvendigt at fastlægge et nyt og præcist værdibegreb, der ikke modsiger sig selv, et værdibegreb, der samtidig er langt mere omfattende end det marxistiske, et værdibegreb, der harmonerer med naturvidenskabernes begrebsverden, hvad det marxistiske værdibegreb ikke klart gør. For at kunne gøre dette må vi finde en tilsvarende definition på begrebet form, så vi klart og utvetydigt kan fastlægge, hvad der menes med forskellige værdiformer. Dette fører direkte til en nødvendig kritik af det begreb, der inden for den dialektiske materialisme går under navnet "den objektive kvalitet". Dette er formålet med denne studie.

Begreber er begreber - Realiteter er realiteter
For at undgå en grundig diskussion om dette begrebsspørgsmål var Marx nødt til at udelukke begrebsspørgsmålet som helhed ved at sige, at det overhovedet ikke eksisterede, at det var irreelt, idet han påstod, at værdien ikke er et begreb, men en realitet - nemlig varen eller bytteværdien. Hermed påstår han i virkeligheden, at al værdi er bytteværdi. Begreber er ord, hvis mening alle er blevet enig om at give én og kun én betydning. Denne begrebernes socialisering er overhovedet nødvendig for, at det er muligt at forklare hinanden noget, som vi i fællesskab kan blive enige om. Derfor står og falder hele den socialistiske teori med, at det værktøj, hvormed denne teori forvandles til en ideologi, er klart og entydigt socialiseret. I dette argument glemmer Marx dog selv, at han i "Kapitalen" definerer værdien som et rent metafysisk, altså immaterielt fænomen, som en konventionel overenskomst, altså som intet andet end et begreb.

Men selv denne marxistiske nægtelse af at diskutere begreber forhindrer ikke den stigende depreciering på alle områder, som bliver et resultat af den socialistiske politik. Tværtimod. Da socialismens reelle mål er den praktiske ophævelse af bytteværdien, bevæger socialismen sig ikke blot mod en udryddelse af nye mulige værditeorier, men mod en tilstand, hvor selve de reelle genstande forsvinder, mod en tilstand uden reelle værdier.

Marx var selv den første til at se denne udvikling og gå ind for den med fuld musik. Ja, han opfattede endog sin egen marxistiske filosofi som den sidste filosofi, der overhovedet var brug for, og det kun i perioden for overgangen til det socialistiske samfund, hvor filosofien, selv den marxistiske, var afskaffet. Man ser her hans egen økonomiske filosofi erstattet af den højeste økonomi, hvad filosofisk virksomhed angår. Hans mål er at gøre al filosofi unødvendig, også marxismen. Altså er denne voksende devaluering af alt, endog af marxismen selv, ikke noget uventet. Det er både socialismens ubevidste og bevidste mål.

Begrebsforvirringen hos Marx er for stor for overalt at kunne påvise følgerne af denne konsekvent antiprogressive ideologi. F. eks. taler han om varens to faktorer: brugsværdien (der defineres som værdisubstansen) og bytteværdien eller "værdien i sig selv" (som han identificerer med værdistørrelsen). Der kan ikke herske tvivl om, at størrelse og værdi her opfattes som det samme. Men han deler derefter brugsværdien i to helt andre faktorer, idet han siger: "Enhver nyttig ting kan opfattes ud fra et dobbelt synspunkt: kvantitetens og kvalitetens. Da størrelse og kvantitet er det samme, må værdi og kvantitet også være det. I den dialektiske materialisme er begreberne kvalitet og kvantitet selve nøglebegreberne. Det er derfor underligt, at Marx ikke kan holde sig til dem, når han skal tale om værdi og varer. Grunden slår én i øjnene. Det er overhovedet umuligt at indordne værdiovervejelser det være sig under kvantitetsbegrebet eller kvalitetsbegrebet. Selv den dygtigste materialistiske dialektiker kommer her til kort. Skulle det da virkelig være sådan, at værdien, som Marx selv foreslår, blot er et rent metafysisk begreb? Der er kun to muligheder. Enten er dette tilfældet, og så er marxismen hverken materialistisk eller videnskabelig i dette udtryks strenge betydning, eller også er marxismens værdibegreb forældet og må erstattes af et nyt. Det er denne sidste opfattelse, jeg her vil søge at udvikle. For at kunne gøre dette, må vi til at se lidt nærmere på, hvad der kan ligge i de begreber, som Marx manipulerer med. Hvad kan man mene med for eksempel substans og størrelse, de to begreber, der i den marxistiske lære er formens to faktorer.

Substans og proces er marxistisk set det samme
For at kunne forstå substansbegrebet hos Marx, er det nødvendigt at sætte det i relation til, hvad han kalder formen. Da vi holder os til en rent materialistisk vurdering og begrebsverden, kan vi stort set bekræfte, at det, marxisterne kalder materien, opfattes som substansen og normalt opfattes som værende det samme som stoffets egenskab af råstof for noget, og ikke i egentlig forstand som grundstof. I marxistisk forstand er alt stof reelt og muligt råstof, intet andet. Stoffets form betegner derimod dets karakter af et stof, der udskiller sig fra alle andre stoffer, og som kan determineres eller sammensluttes i et specielt objekt. På denne måde taler man om forskellige energiformer etc.

Disse energiformer står i et dialektisk modsætningsforhold til de samme energiers substans. Men her er det, Marx fejler. Formbegrebet er så at sige aldrig hos Marx sat i forhold til substansbegrebet. Han foretrækker at operere med en helt anden modsætning: form og indhold. Han taler således om værdiens form og værdiens indhold. Et indhold er det, der er indesluttet i en form. Marx erklærer således, at værdiens indhold er arbejdet, og tilføjer til denne beskrivelse, at den sande form er indholdets form, hvad der logisk gør den formelle sandhed identisk med arbejdet eller med indholdet i værdispørgsmålet.

Men han siger også et sted: "Vi kender nu værdisubstansen. Det er arbejdet!" Hos Marx må vi altså konstatere, at substans og indhold er det samme. Men han erklærer også, at brugsværdien er "værdiens" (bytteværdiens) substans og forklarer samtidig, at "arbejdet ikke er den eneste værdikilde for de brugsværdier, det skaber: den materielle rigdom. Det er faderen. jorden er moderen". Men for at en brugsværdi kan forvandles til en rigtig "værdi", en bytteværdi, fremhæver han selv, at det er nødvendigt at eliminere eller komplet devaluere varens ene faktor, dens materielle karakter, fornægte moderen, jorden, som er den oprindelige kilde. Overgangen fra brugsværdi til bytteværdi sker ved devalueringen af brugsgenstandens materielle realitet.

Den manglende forståelse for den materialistiske betydning af denne operation ses endnu tydeligere i den marxistiske teori, om man går lidt nærmere ind på den marxistiske formopfattelse. Her påstås det, at brugsværdien er varens naturform. Hvad vil det sige? Marx tilføjer, at varen dog besidder en værdiform af en ganske egen art, der kontrasterer på skarpeste måde med varens forskellige naturformer: nemlig pengeformen. Accepterer vi, at brugsværdien er varens reelle substans, da er det dog umuligt at opfatte en brugsgenstand som identisk med en naturform. En brugsgenstand er ikke en naturform, men en kulturform, ellers skulle et træbord have samme form som et træ. Jo mer man læser Marx, jo mer bliver man klar over, at han overhovedet ikke aner, hvad en brugsværdi og en brugsgenstand er. Han tror, at det er det samme. Man kan undskylde ham. På trods af hans enestående indsats i menneskehedens kulturelle historie blev det ham jo ikke beskåret i praksis at fordybe sig hverken i rigdommens eller brugsværdiernes verden.

Ikke desto mindre er det netop denne mangel på kendskab til det kunstneriske og det kunstige i brugsgenstandenes karakter af rigdom, der reducerer rækkevidden af de marxistiske teorier til et i historien begrænset tidsrum, der nu er overskredet.

Vi kan acceptere den kendsgerning, at brugsgenstandene repræsenterer substansen eller råmaterialet for varerne. Der er blot det væsentlige, at brugsværdien er noget mer og væsentligere end blot varesubstans. Det er i sig selv en værdi, som ganske vist er devalueret i byttehandelens øjeblik, men som straks genoptager sin egenværdi i forbrugerens hånd, når byttet har fundet sted. Een gang købt af forbrugeren er brugsgenstanden ikke længere en vare. Den er igen blevet en brugsgenstand. Denne determination er nødvendig for enhver brugsgenstand overhovedet undtagen for pengene.

Den, der fremstiller brugsgenstande, gør det primært, fordi han har brug for dem. Laver han flere, end han selv kan bruge, da har han skabt en brugsmæssig merværdi. Denne overskudsproduktion er for ham selv direkte værdiløs. Er andre interesseret i den, kan han forære den væk. Dette kaldes Potlatch. Men det er denne produktive merværdi, og udelukkende denne, der bliver gjort til vare, først ved at der udveksles overskudsprodukter gennem byttehandel, og dernæst ved at overskudsproduktionen ombyttes med penge, og disse så igen byttes med andre brugsgenstande. Udbytning opstår, når et menneske ikke har lov til at forære sin overskudsproduktion væk til hvem han vil. Slaveri består i, at mennesket ikke længere har lov til at bestemme, hvad han selv har brug for. Man kan altså være udbyttet, før man bliver en slave. Dette har marxisterne ikke fundet ud af. Men har man ingen som helst ret til at bestemme, hvad, hvor meget og hvorfor man producerer, da er man et simpelt instrument.

Det Marx ikke fandt ud af var, at hele den her nævnte proces er kunstig d.v.s. opfundet af menneskene, og at også brugsgenstanden har sin substans, som er naturens former. Men naturen eksisterer, som Lenin hævder, uafhængigt af vor sansning af den og vor brug af den. Dette betyder, at naturen ikke i sig selv er en substans. Det er den kun i sit forhold til menneskelige ønsker og evner, som skaber brugsgenstandene. Naturen er ikke i sig selv et middel, har ikke i sig selv et formål, som tjener mennesket. Naturen er simpelt hen den første uomgængelige betingelse for al produktion. Naturen eksisterer i naturlige former, i det vi kalder naturformer. Ødelæggelsen af disse naturformer er den proces, vi kalder fremstilling af brugsgenstande. Man kan ødelægge naturformer uden at fremstille noget. Men fremstillingen af brugsgenstande er umulig undtagen ved et ødelæggende indgreb i naturens orden. Dette indgreb kaldes kultur. Socialismens basis i naturens orden gør da dens teori til en fornægtelse af kunst og kultur. Dette viser sig først og fremmest i socialismens komplette mangel på forståelse af agerbrugets problem.

Brugsværdien er brugsgenstandens negation
Det er hele konsumtionsproblemet, som Marx er tvunget til at eliminere for at undgå at se hullerne i sin teori. Dette gør han simpelt og primitivt ved hårdnakket at påstå, at der overhovedet ikke er noget, man kan kalde brugsværdi, at det, man kalder brugsværdi, i virkeligheden er det, der skulle kaldes brugsgenstanden. Påstår Marx i begyndelsen, at værdi og størrelse er det samme, så ender han med også at identificere værdi og kvalitet eller genstand, hvad der i virkeligheden ophæver den forskel mellem kvalitet og kvantitet, som den dialektiske materialisme bygger på. Ingen steder har Marx benyttet en så ophidset tone og så billige argumenter som i dette spørgsmål, og ejendommeligt nok er der ingen postulater, som alle har labbet i sig med større glæde end netop denne vrøvlehistorie, det være sig kommunister, socialister og kapitalister, præster og paver og kunstnere, hele baduljen.

Marx hævder, at anvendelsen af ordet værdi i forbindelse med brugsgenstande er lige så vanvittig og prævidenskabelig som den prækemiske anvendelse af ordet salt, ikke blot til rigtige salte, men også til stoffer som sukker, fordi der hersker en rent ydre lighed mellem sukker og salt. Denne parallelisering er dog ikke noget videnskabeligt argument, men et prokuratorkneb, som socialisterne også har anvendt i Danmark fornyelig ved at hævde, at man ikke kan sammenligne de summer, man anvender af nationalformuen til militæret, med dem, man anvender til kulturinstitutioner som Nationalmuseet, fordi militæret, som alle klart kan se, intet har med kultur at gøre. Ingen argumenter synes at have så stor bærekraft som sådanne åndelige kortslutninger.

Naturligvis troede Marx selv på sin egen argumentation. Men han fulgte den ikke selv. Han kunne ikke løse problemet. Men havde han virkelig fulgt sin egen teori op i "Kapitalen" og skrevet brugsgenstand, hver gang han skrev brugsværdi, da ville han hurtigt have opdaget absurditeten. Men det skulle han nok vogte sig for, og ingen marxist siden ham har vovet forsøget, men har troligt fortsat med at sluge hans påstand. Man er tvunget til at forhindre diskussioner om dette problem. Når Marx siger: "Brugsværdien realiseres kun i brugen eller forbruget" (konsumtionen), da ville det være ret meningsløst at forestille sig, at han taler om brugsgenstanden, for brugsgenstandens realisation er dog givet dens produktion og ikke dens konsumtion. Man realiserer dog ikke et rundstykke ved at spise det.

Brødets brugsværdi realiseres i fordøjelsen, i opløsningen, altså i fordøjelsesprocessen. Dette er alt, hvad der kan siges direkte om brugsværdi. Derfor må brugsværdi være nøjagtigt det modsatte af brugsgenstand, brugsgenstandens negation som genstand eller objekt, eller som realform.

Marx præciserer: "Som brugsværdi er varen frem for alt af forskellig kvalitet. Som bytteværdi kan den kun være af forskellig kvantitet." Vi er her nået tilbage til begreberne kvalitet og kvantitet. Tvivler nogen på, efter denne fremstilling, at brugsværdien ikke kan være det samme som brugsgenstanden? Hvis man bruger en brugsgenstand, kan man ikke samtidig bevare den som en vare. For at en brugsgenstand skal kunne anerkendes som vare i moderne forstand, må den vare være ubrugt, forblive intakt, og det er altså dette intakte objekt, som Marx kalder kvaliteten. Vi vil holde os til denne entydige definition af begrebet kvalitet.

Men brugsværdien kan dermed umuligt blive en genstands kvalitet, som man ynder at hævde. Kvaliteten, om dette ord skal have en entydig mening, må simpelt hen betyde genstanden i sig selv, legemet, dets udstrækning og varighed, hvad der i virkeligheden er det samme: dets tilstand.

Køber jeg mig et par sko, da kan deres forbrug og tilintetgørelse ved slid dog ikke være deres kvalitet. Man opfatter tvært imod deres kvalitet som modstanden mod deres tilintetgørelse, deres permanens eller konstans som genstand. Det er en selvfølge, at skoene bedst beholder deres kvalitet, hvis jeg aldrig bruger dem, men lukker dem inde i et skab. Sådan må købmanden behandle dem. Den mindste brug formindsker deres pris i en grad, som ingen marxistisk lov kan forklare. Men hvis jeg ikke bruger mine sko, da er de samtidig uden værdi for mig. Værdien skabes i brugen, men ikke ved sliddet eller forbruget i sig selv. Jeg køber netop den gode kvalitet for at undgå, at de hurtigt slides op, selv om dette trods alt er uundgåeligt, hvis jeg skal bruge skoene. Man kan altså ikke direkte identificere brug og forbrug eller konsumtion. Selv for brødet er problemet mere kompleks. Jeg bider ikke brødet i stykker for at få det ødelagt, men for deraf at producere kræfter til at opbygge mig selv med. Kun den del af brødet, der giver mig kræfter, er for mig en værdi. Resten er det rene affald.

Værdi er proces
Marx siger, at "varen er som brugsgenstand kvalitet og som bytteværdi kvantitet." Denne formel, der af den dialektiske materialisme opfattes som en fornyelse af de videnskabelige begreber, forbliver dog komplet statisk og ubrugelig, om marxismen ikke regnede med det, den kalder overgangen fra kvalitet til kvantitet og omvendt. Det er denne proces, der i den dialektiske materialismes ideologi ikke har fået en klar videnskabelig formulering.

Det der undgår marxisternes opmærksomhed i denne formulering er, at den såkaldte bytteværdi hos Marx ikke har mer at gøre med værdi, end brugsgenstanden har med brugsværdien at gøre. Den marxistiske pseudoværdi, bytteværdien, er intet andet end neutraliseringen af to værdier i et ligevægtsforhold, som kaldes ækvivalens eller ligeværd: ligegyldighed. To værdier, der er lige gyldige, ophæver hinandens værdi og gør hinanden værdiløse eller ligegyldige, indtil de igen løsrives fra deres etablerede modsætning. Denne modsætning er fikseret i det objekt, vi kalder mønten. Penge er altså i sig selv som objekt absolut værdiløse. Men de er brugsgenstande, former. Det specielle ved dem er dog, at de, efterhånden som de frigøres i deres rene form, hvor der ikke findes en materiel dækning for dem, kun har en rent metafysisk værdi, der udelukkende er baseret på tro, på at alle tror på dem. I det socialistiske samfund bliver pengesedlerne selve målestokken for, hvad folk tror på og værdsætter, intet andet. Man kan pludselig blive enige om, at man ikke mer vil tro på de gældende pengesedler. Man laver nogle andre, og de første kan rives i stykker. De er værdiløse, udelukkende af den metafysiske grund, at man rent konventionelt er blevet enige om ikke mer at tro på dem.

Tingenes handelsværdi er ikke betinget af deres kvalitet, langt mindre af deres mængde. Den er betinget af deres forskelle, deres variabilitet. At reducere denne variabilitet, at standardisere en vare vil derfor sige, at man devaluerer den. Denne standardiseringsproces kaldes økonomi. To varers bytteværdi er altså ikke deres ækvivalens, men forskelligheden i de betingelser, de byder, hvad der udtrykkes i prisforskellen. Ved at reducere denne forskel til en prisforskel, som er af rent kvantitativ art, kan man fiksere prisen. Dette betyder i virkeligheden, at alt har den samme pris, og hermed er der ikke noget, der har nogen pris mer. Prisen eksisterer ikke mer. Den virkelige bytteværdi eksisterer udelukkende i prisernes forandring eller variabilitet. Når alle priser er fikserede, er handlen blevet værdiløs. Varen eksisterer ikke mer. Dette er socialismens formål.

Det skulle altså være logisk korrekt at fremsætte den opfattelse, at værdi og proces er det samme, og at det er, hvad Marx kalder værdiens substans, der er den egentlige værdi, og ikke værdiens størrelse, som han påstår. Størrelse er nemlig intet andet end en bestemt kvalitets kvantitet. Men værdien er en bestemt kvantitet af kvaliteter i proces eller forandring.

Stoffet eller naturens former bliver først substans i den proces, der forvandler dem ikke til kvantitet men til andre former eller kvaliteter. Uden for processen er enhver substans i sin egenkarakter blot en speciel kvalitet eller form. Substansbegrebet kendetegner altså intet andet end processen selv eller overgangen mellem to tilstandsformer. Substansen er forandringens eller transformationens materielle realitet. Lad os prøve, hvad dette princip åbner af mulighed for en dybere erkendelse af produktionsproblemet.

 

Produktionens og konsumtionens kredsløb
Marx erklærer, at varebyttet implicerer følgende formforandring:

Vare - Penge - Vare

V - P - V

Men denne proces forudsætter nødvendigvis en dybereliggende formforandring:

Brugsgenstand - Vare - Brugsgenstand

B - V - B

Bag denne ligger så en tredje formforandring:

Naturform - Brugsgenstand - Naturprodukt

N - B - N

Den primitiveste menneskelige livsform var baseret på det enkle kredsløb: N-B-N. Bysamfundets handel føjede et nyt led til kæden i et kredsløb: N-B-V-B-N. Det græsk-romerske møntsystem gjorde kredsløbet en tand længere: N-B-V-P-B-V-N. Hvilket nyt led har socialisterne føjet til denne kreds? Dette er det ikke vor opgave her at påpege. Vi vil blot fremhæve, at kun studiet af denne cyklus er i stand til at give os et virkelig videnskabeligt billede af forholdet mellem produktion og konsumtion i det moderne samfund. Samtidig må det dog påpeges, at industrien i modsætning til landbruget intet giver tilbage til naturen i en genfødelse af de værdier, den forbruger. Industriens naturforbrug er irreversibelt, idet de naturprodukter, den efterlader sig, altid menneskeligt og kulturelt set er blevet definitivt devalueret. Derfor har industrien en direkte kontakt med den stigende depreciering af stoffet, som kaldes universets ekspansion. Industriens vej er irreversibel. Dette er grunden til, at dens forkæmpere ikke ser deres egen plads i en cyklisk udvikling, og dette er grunden til, at de, der ikke er med i løbet, må passe på, hvilken cyklus industrien nu kan finde på at lancere sig i, for bag den vokser intet græs.

En vare er en socialiseret brugsgenstand
Den borgerlige revolution mod adelen, hoffet og den katolske kirke havde som udgangspunkt forargelsen over disse privilegerede gruppers rigdom, overflod og vellevned og opstillede herimod de borgerlige dyder af beskeden enkelhed i livsførelsen, af sparsommelighed og nøjsomhed. Denne tendens kommer overhovedet ikke til orde i socialismens revolutionære tanker. Her er tvært imod en tendens til at love hele folket det, de privilegerede klasser havde før den borgerlige revolution, ja, Marx har ikke engang fundet ud af, at det er denne pludseligt påtvungne sparsommelighed i forbruget, der er kilden til den kapitaldannende opsparing. Den enkelte kapitalists luksusforbrug spiller ifølge Marx overhovedet ingen rolle i de økonomiske overvejelser.

Det er kun på baggrund af denne kendsgerning, at man forstår, hvorfor socialisterne føler sig så afhængige af kapitalisterne, at de forudsætter en borgerlig-kapitalistisk revolution som en nødvendig optakt til en socialistisk. De to revolutioner er blot to sider af samme sag. Naturligvis er der rent taktiske grunde til ikke at komme for nært ind på problemet. Ingen laver jo revolution for at få lov til at være sparsommelig, særlig ikke fattige folk. Men grunden til, at det overhovedet er muligt for socialisterne at fortie dette problem, er den, at de allerede forudsætter visse borgerlig-kapitalistiske karaktertræk som en selvfølgelig nødvendighed hos de mennesker, der skal forme socialismen. Dette betyder, at det, man kalder kapitalisme, ikke er noget som helst andet end en bestemt form for socialisme eller socialisering. En form for socialisering, der i virkeligheden er lige så dybtgående som arbejderklassens socialisering af industriens produktionsmidler, og som kompletterer denne, nemlig socialiseringen af konsumtionsmidlerne, for en vare er i virkeligheden intet andet end et socialiseret konsumtionsmiddel, en socialiseret brugsgenstand. På denne måde er den socialistiske revolution intet andet end fuldendelsen af den kapitalistiske revolution. Det eneste element, som fjernes fra kapitalismen gennem denne fuldendelse, er den private opsparing, intet andet, for den egentlige rigdom i livsførelse, dens variabilitet i konsumtionen er allerede blevet reduceret gennem den kapitalistiske masseproduktion af den samme genstand. Det er i dag sjældent at finde en kapitalist, hvis forbrug når ud over en smålig og bigot livsform. Forskellen i levefoden for en storfyrste i det syttende 'århundrede og en storkapitalist i Rockefellers periode er grotesk og bliver stadig større.

Når socialisterne derfor ikke behøver at tage sig af brugsgenstandenes socialisering, er det simpelt hen, fordi kapitalisterne allerede har sparet dem arbejdet. Den socialisering, der tillader at kendetegne en brugsgenstand som en vare, har følgende tre grundkarakteristika: a) Kun brugsgenstande af en for samfundets medlemmer fælles interesse kan finde et tilstrækkeligt stort marked for at kunne bruges som vare. Den ideelle vare er den genstand, som alle ønsker. b) Kun en brugsgenstand, som forefindes i et tilstrækkeligt stort antal ens eksemplarer kan i marxistisk forstand anerkendes som en rigtig vare. Industrien interesserer sig kun for serieproduktion, og interessen stiger med antallet. For at åbne vejen for industriproduktionen til en sådan socialisering, har kapitalismen måttet bekæmpe ideen om sjældenhedens værdi og få folk til at tro, at den håndværksmæssige og individuelle produktions særlige værdi var en formalistisk overtro. Dette er grunden til Marx's bemærkning om kapitalismens fjendtlighed over for kunsten, en fjendtlighed, som blot er blevet absolut i det socialistiske samfund, hvor man fastholder, at reproduktionen er lige så værdifuld som originalen. c) Endelig er den kapitalistiske produktion karakteriseret ved, at den tager kunsten i anvendelse i uhyre omfang til propaganda for den populære masseproduktion. Reklamen for den socialiserede produktion er derfor kun den naturlige konsekvens af kapitalisternes reklame for en socialiseret konsumtion. Denne kunstens økonomiske betydning undlader socialisterne også at tage i betragtning. Derfor kan de ikke forklare, hvorfor man i Frankrig har vintyper, der er halvt så dyre som andre, selv om de er lige så gode. Forklaringen er den, at de på grund af manglende reklame ikke er kendte, og derfor ikke kan sælges til en høj pris. Den manglende reklame skyldes den ringe mængde af varer.

Beholderprincip og formbegreb
Når vi påstår, at socialismen udelukker opsparingen fra det kapitalistiske konsumtionssystem, så er dette dog i virkeligheden blot en propagandakliché uden mening, for socialismen er i virkeligheden opbygget på princippet for den absolutte opsparing.

Dette forstås blot, om man tager brugsgenstanden med ind i de økonomiske overvejelser, og det er vel den væsentligste grund til, at socialisterne undgår dette. Vi har kunnet fastslå, at brugsgenstanden bliver en vare i det øjeblik, producenten ikke selv kan bruge den, og den altså for ham bliver direkte eller umiddelbart unyttig, altså hvor det direkte kausalforhold mellem produktionen og konsumtionen brydes. Kun den på denne måde opsparede brugsgenstand (anbragt i reserve) bliver en vare, og dette sker kun i tilfælde af, at der eksisterer et tilstrækkeligt stort antal ens brugsgenstande i depotet. Dette ophobningssystem er varens tilblivelsesproces, og det er ikke elimineret af socialismen, tvært imod. Det er blevet et absolut fælles princip for hele produktionen: Det socialistiske system er baseret på en fælles ophobning af hele produktionen uden undtagelse, inden den fordeles. Dette sker i den hensigt at opnå den fuldendte kontrol med denne fordeling.

Indtil dato har ingen analyseret ophobningen - som er det samme som opsparingen - i dens egen form, som er beholderens form. Ophobningen er det dialektiske sammenspil mellem beholder og indhold. Vi har bemærket, at substansen ofte identificeres med begrebet indhold, men i virkeligheden ikke er andet end processen. I form af et virkeligt indhold betyder substans latent kraft, tilbageholdt energi eller stof, disponeret for at blive anvendt i en proces. Men formen har vi altid opfattet som konstans eller stabilitet. En beholders form er en form, som kun eksisterer som en direkte modsætning til indholdet: dens funktion er at forhindre indholdet i at gå i proces undtagen under kontrollerede og strengt begrænsede betingelser. Beholderformen er altså på denne måde noget fuldstændig forskelligt fra stoffets form i sig selv, hvor kun indholdets egen form eksisterer. Det er kun i den biologiske verden, at beholderen bliver en elementærfunktion. Hele det biologiske liv er så at sige opstået på basis af en udvikling af dette modsætningsforhold mellem beholderform og stoffets egenform. Det er denne vej, teknikken fortsætter på kunstig måde og definitivt sætter i system gennem det, vi kalder måleprocesserne, for ethvert mål, ligegyldigt af hvad, er intet andet end en form for beholder, og det, man med et ejendommeligt udtryk kalder videnskabelig kontrol, er kun etableringen af et konstant forhold mellem objektive former og af mennesket fremstillede kunstige beholderformer.

Disse mål eller beholderformer er etablerede som rent konventionelle modsætninger til de former, der måles. I almindelighed skjuler beholderformen indholdets egen form og ejer på denne måde en tredje form, den sanselige form eller den tilsyneladende form. Disse tre former finder man aldrig klart adskilte, når talen er om former. Men alle disse tre former er reelle og udgør sider af vor oplevelse af stoffet. De udgør en skala af modsætninger, der tillader os at skelne mellem den uorganiske verdens stof, den biologiske naturs former og vor rene sanseverdens billeder. Men til disse tre realformer slutter sig en anden verden, de indbildte formers verden, udformet af tanken og fantasien, de symbolske former.

De videnskabelige og filosofiske systemer adskiller sig fra hinanden ved den måde, de forveksler og sammenblander disse former, der som form betragtet intet har med hinanden at gøre, hvis man udformer ordene i klare og utvetydige begreber. Når man kan fastslå, at der er en modsætning mellem kvalitet og kvantitet som to modsatte egenskaber ved stoffet, som også er den modsætning, der eksisterer mellem énheder og ligheder, da er det netop beholderformens princip, der tillader at bilde folk ind, at denne modsætning kan ophæves, idet indholdets lighed eller ensartethed neutraliseres af beholderens énhedsfunktion. Herved kommer man til formlen: jo større enhed eller kvalitet, desto større lighed eller kvantitet, idet sandsynlighedsloven ophæver forskellenes betydning i samme grad, som énhederne forøges i antal. I enheden beholder-indhold er modsætningen mellem masse og mængde ophævet.

Dette ophobningslager- eller kasseprincip, forsikrings- eller opsparingsprincip er fundamentet for hele den moderne konservesdåsefilosofi, som ser fremskridtet som tendensen mod større og større lighed. Man skal blot udbygge beholderen, gøre den større og større, hvad der ikke er så svært, da den kan forandres uafhængigt af indholdet, fordi dens form netop intet har med indholdets form at gøre. Dette er det kapitalistiske, så vel som det socialistiske udviklingsprincip, og alle deres refleksioner over forholdet mellem form og indhold tjener som formål kun til udviklingen af denne konservesindustri.

Overflod og Økonomi
Ordet stat betyder tilstand, konstans, det statiske, kvaliteten eller formen. Marxismens store misforhold er, ikke at have forstået, hvad staten i sit inderste væsen er, at den er den rent biologiske form, beholderen. Det biologiske kredsløb i naturen kaldes økologi, og det er marxisternes fejltagelse ikke at have set, at den upolitiske økonomi, økologien og den rene statslære er det samme. Derfor bliver socialismen på trods af, at det modsatte hævdes, det rene statssamfund. Kan ikke blive andet. Den dag, løgnen er udryddet, er alt sandhed, og da er sandheden ophævet. Dette er i virkeligheden den måde, socialisterne vil ophæve staten på.

Marxismen er den første filosofi, der har fremhævet det økonomiske problem som det væsentligste, som grundbetingelsen for menneskets handlemåde. For at undgå de direkte konsekvenser af denne læres sammenblanding med socialismen opfandt man en adskillelse mellem den højere marxisme og det, man kaldte vulgærmarxismen. Vulgus betyder folk, lige som popolus, og denne laverestående folkemarxisme, som man i virkeligheden ikke regner med, svarer vel til det, man efter krigen i Østeuropa har kaldt vulgærdemokratierne eller folkedemokratierne. Det er denne absolut vulgære opfattelse af marxismen, som jeg her må gøre til min, da jeg er tilhænger af demokratiet.

Økonomien og de økonomiske problemer spiller siden industrialiseringen en stedse stigende rolle i menneskenes virksomhed. Det er derfor på sin plads for en gangs skyld virkelig til bunds at finde ud af, hvad dette ny dominerende begreb egentlig dækker. Går man tilbage til de oprindelige spekulationer over økonomien, vil man opdage, at de begrænser sig til én enkelt af de tre sider, som økonomien i dag omfatter, nemlig udgifternes orden i en husholdning. Hverken indtægterne eller opsparingen bliver foreløbig behandlet. Det kommer først senere, at økonomibegrebet flyttes over på opsparingen og nu i stedet betegner den opsparing, som opnås ved at begrænse udgifterne.

Denne opsparing kaldes økonomisering. Spørgsmålet om, hvorfra det, der skal opspares eller gives ud, kommer, er endnu ikke stillet. Man kalder denne udefinerede størrelse for rigdommen. Men er én gang det økonomiske problem opstillet i sin helhed som forholdet mellem indtægt, opsparing og udgift, er grundlaget skabt for udviklingen af det, man kalder den politiske økonomi, der behandler spørgsmålet om rigdommens produktion, fordeling og forbrug.

Udgift - Opsparing - Indtægt
I begyndelsen har vi allerede påpeget, at rigdom ikke har noget at gøre med det til livets opretholdelse nødvendige, altså til det i egentlig forstand økonomiske. Rigdom er overskud, overflod, mangfoldighed eller det, den moderne økonomi kalder merværdi. Var denne rigdom fra tidernes morgen altid blevet brugt i overensstemmelse med sit eget væsen, som spild, unyttigt forbrug og overflødig luksus, da ville der aldrig have eksisteret et økonomisk problem, men heller ikke en teknisk udvikling. De økonomiske problemer opstår først i det øjeblik rigdommen opspares, samles og lagres og får karakter af en reserve. Det er gennem rigdommens ophobning, at man økonomiserer. Umiddelbart er det altså kun et spørgsmål om et valg mellem konsumtion eller ikke-konsumtion, og det er dette problem, der optager de fleste menneskers tanker.

Karl Marx er den første, der konsekvent flytter hovedinteressen i den økonomiske betragtning over på forholdet mellem produktion og opsparing og påstår at opsparingen af produkter fra Arilds tid har været kilden til alle menneskers ulykker, og at ækvivalensen mellem menneskets produktion og konsumtion er lykkens formulering, idet det forhindrer ophobning af rigdomme. Ejendommeligt nok fører det til den absolutte opsparings krav.

Herved opstår der en fuldstændig ligevægtig økonomi, en sand økonomi, og en ny økonomisk videnskab, der ikke længere interesserer sig for rigdommen, men på rent videnskabelig basis kan kontrollere harmonien mellem de forskellige dele af det økonomiske hele, og som gør økonomien til en absolut enhed, en kvalitet, ved at udelukke variabilitetsproblemet eller det, vi kalder værdibegrebet. Hermed er den menneskelige økonomi blevet identificeret med den biologiske økologi og kan opfattes som naturlig, og en integrerende del af naturvidenskaben. Denne socialistiske økonomi er den politiske økonomi langt overlegen i sin teori, fordi den sidste systematisk undgår at analysere rigdommens kilde, og dens succes har medført, at der næppe mer nogen steder i verden findes en ren politisk økonomilære. Alt er bevidst eller ubevidst præget af den socialistiske økonomis principper.

Økonomisk politik contra politisk økonomi
For at forstå denne udvikling er det nødvendigt at forstå, hvad begrebet politik egentlig i sit grundvæsen betyder. Det, der i det hellenistiske bysamfund kaldtes politik, og som dybest set stadig i dag ejer denne betydning, er de handlinger, der inden for et socialt fællesskab udføres uden noget som helst hensyn til økonomiske overvejelser. Politik er det overflødige fællesskab, eller en social enheds anti-økonomiske handlinger, variabiliteten i en social gruppes handlinger. At samle beskrivelsen af alle disse enestående og ustandseligt skiftende begivenheder kaldes historieskrivning. Politikken er altså midlet til at introducere noget nyt og uventet i en hel gruppes handlingsmønster. Dette kaldes den historiske udvikling, og er en rent kunstig eller kunstnerisk foreteelse.

Kapitalen, "Kritik af den politiske økonomi" er på ingen måde en kritik af økonomien som sådan, tvært imod. Den er en kritik af økonomiens beherskelse gennem den rent uøkonomiske virksomhed, der kaldes politik, som til stadighed kuldkaster alle saglige økonomiske beregninger. Som helbredelsesmiddel mod de politiske konsekvenser, der altid er usikkerhed, ustabilitet, kriser, social og produktiv uorden, foreslår Marx en socialistisk politik, eller en virkelig økonomisk politik, eller mere præcist et anti-politisk økonomiske system, der nødvendigvis må fjerne enhver mulighed for eller nødvendighed af at lave politik.

Idet kommunisterne ser, at staten anvendes som politisk instrument, regner den socialistiske bevægelse med, at man kan opløse staten ved at udrydde den klasse, der dominerer politikken. Marxismens politiske mål er derfor at erstatte staten med en inoffensiv og automatisk administration eller et fordelingssystem af de ting, der kan have fælles interesse, og da dette i socialistisk sprogbrug vil sige overhovedet alle ting, vil det sige, at dette administrationsapparat ordner alt. Statistikrobotter beregner, ledet af effektive sonderinger af folkeopinionen, i overensstemmelse med flertallets ønske eller ikke-ønske og sikrer os et perfekt og effektivt flertalsdiktatur i fremtidens samfund, uden den mindste mulighed for at narre folket, d. v. s. lave politik med dem, og dermed lade mennesker dominere andre mennesker. Problemet er løst.

Der er blot den hage ved det, at denne tekniske administration, der i dag med voksende hast udvikler sig over den hele verden i øst og i vest, omend den ophæver muligheden for at drive politik, ikke samtidig, som man troede, ophæver staten. Tvært imod. Alt bliver stat. Det, man overså, var den kendsgerning, at staten ikke er og aldrig har været et direkte politisk instrument. Statens funktion har tvært imod altid været at undgå eller i hvert fald formindske og udjævne de ulykker, som politikken bragte med sig. Staten er skabt for at skabe stabilitet, og denne stabilitet er netop det samme som det, der hedder økonomi. Statsmanden i ren form fremtræder hverken som kejser, adelsmand eller kapitalist. Han kommer ind i historien under navnet "major domus", husholderen eller økonomen. I denne kategori skal vi finde alle Europas virkelig store statsmænd. Han er økonomen, bureaukraten, den første model for statistik-robotten, omend han er behæftet med de fejl, han har, fordi han kun er et menneske og ikke en maskine. Når selve det socialistiske mål på denne måde er i en absolut modstrid med arbejderklassens progressive ideer, skyldes det denne misforståelse af statsbegrebet, deres store illusion om at kunne frigøre sig fra apparatet ved at fuldende det.

For at komme til magten har socialisterne udarbejdet et politisk program. De blev derfor tvunget til at acceptere den politiske opfattelse af staten, en opfattelse, der kontrasterer fuldstændigt med de perspektiver, som Marx troede på, og som gik ud fra teorien om statens hurtige opløsning. De ville benytte statsapparatet, og blev derved selv benyttet til lige det modsatte af det, de tilstræbte. De troede, at de i Sovjet-Unionen var på vej til at ophæve merværdien, og så har de uden at vide det skabt den største og mest sensationelle komplet unyttige merværdi i menneskehedens historie, en stjerne, der kan hæve mennesket op over sit bånd til jorden. Det farlige i denne situation består i, at de selv tror, at de har gjort det af nødvendighed, for at forsvare sig, altså af militære grunde, og af denne grund er blinde for, at denne ny, menneskelige ekspansionsmulighed under ingen omstændigheder kan kobles sammen med fremstilling af brintbomber, men tvært imod definitivt lukker dette kapitel af menneskehedens historie som en sidste fejltagelse, om dette ny perspektiv overhovedet skal have mulighed for at udvikle sig.

I stedet er det dog bureaukratiet, der overalt vrimler frem. Disse små, snottede funktionærer vokser mer, og mer som de egentlige såkaldte "magtfaktorer" inden for kapitalismens, socialismens og kommunismens områder. Som socialismens kontrarevolutionære armé breder de sig ud over alle grene af den menneskelige tilværelse, for bureaukratiet er samfundets beholdersystem. I den økonomiske kontrols navn, for at opretholde deres egen lille betydningsløse eksistens, sidder de ved hele rørsystemets utallige skruer og haner. De har hele "magten", undtagen én eneste, den at kunne forandre noget som helst, og dette er i virkeligheden den eneste magt, der tæller. Overhovedet enhver forandring må gøres uden dem og imod dem. At sputnikkens og atombombens sociale berettigelse overalt er den samme, omend de åbner to ganske modsatte perspektiver, skyldes denne latterlige flok politikere, økonomer og generaler, der i USA bærer det liflige navn magteliten.

Værdi er foranderlighed - Kvalitet er uforanderlighed
Hvad må nu blive konsekvensen af vor nye værdidefinition. Detmå for det første blive den, at vi kan fastslå, at værdien aldrig under nogen omstændigheder kan være en tingenes tilstand, en konstans. Værdien eksisterer altså ikke på samme måde som tingene. Værdier opstår og forgår. Man kan derfor ikke eje værdier, som det så smukt hedder. Man kan kun eje genstande, der besidder en latent værdi, en mulig værdi. En substans er en værdimulighed. Alle genstande i verden besidder således teoretisk set værdier, om mennesket er i stand til at uddrage dem. Dette afhænger altså udelukkende af menneskene selv. På den anden side kan man sige, at alt er værdi i sig selv, fordi alt er i proces. Dette kommer blot ikke menneskets interesser direkte ved. Alt stof er i stadig opståen og forsvinden. Værdien kan derfor karakteriseres som en objektiv ejendommelighed ved stoffet, eller rettere: Er kvaliteten stoffets ejendom, da er værdien stoffets egenskaber eller evner, stoffets dynamik. En forms eller kvalitets værdi afhænger altså som værdi af den lethed, hvormed man kan opløse formen og frigøre dens latente energier, mens dens egenskab af kvalitet består i dens modstand herimod. Letheden, hvormed en kvalitet forandres til en anden kvalitet, er altså dens værdi. Det socialistiske angreb mod den private ejendomsret skyldes altså viljen til at sønderbryde et system, der blokerer værdiernes fri spil, ved at gøre dem private, d. v. s. socialt utilgængelige. Men mekanikkens lov siger, at en energiform ikke kan brydes, uden at energien efter frigørelsen samler sig i en endnu mere utilgængelig form eller kvalitet, som altså er mere værdiløs og netop derfor er af højere kvalitet. Det er denne modsætning, som socialisterne lukker øjnene for.

Faste værdier eksisterer ikke. Er de faste, vil det netop sige, at de er kvaliteter og ikke værdier. Marx viser i sin analyse af industrisamfundet, hvordan den variable kapital forvandles til konstant kapital, at kapitalen fra at være en værdi forvandles til en kvalitet, og at det netop er denne forvandling, der viser, at det kapitalistiske samfunds forvandling til et socialistisk samfund er uomgængelig og nødvendig. Da det er yderst let at påvise denne proces rent videnskabeligt, har socialisterne vist deres teoretiske overlegenhed.

Værdien opfattet som proces kan kun være progressiv eller regressiv. Her er det, at socialisterne har ladet sig narre, for det betyder, at værdi kun kan eksistere i form af stigende merværdi eller som værdifald, som inflation og deflation. Fikseringen af en form gennem en stigende reproduktion af den samme form er neutraliseringen af dens værdi, dens forandring til kvantitet eller dens "entfremdung".

Ensartet arbejde er værdiløst - Kun nye idéer skaber merværdi
Marx fastslår, at det, man kalder den konstante kapital, er produktionsapparatet, altså det industrielle maskineri. Dette apparat er i sig selv ude af stand til at gå i proces, skabe rigdom eller merværdi. Det kan kun gentage den samme produktion i det samme tempo. jo mer den industrielle produktion udvikler sit tekniske apparat, desto mer bliver produktionen værdiløs som vare, indtil en fuldendt automation gør produktet fuldstændig gratis. Marx har på denne måde bevist, at det ikke er maskinerne, der producerer værdien, i dette tilfælde merværdien. Merværdien opstår udelukkende i den variable kapital, og den variable kapital er arbejdskraften, mennesket.

Det er denne konstatering, der får Marx til at drage den slutning, at det er arbejderen, der skaber merværdien. Men det er af betydning nærmere at undersøge, hvorfra denne merværdi egentlig kommer. Hvor er den variable, variationselementet, som muliggør den stigende profit?

Den kan ikke eksistere i den enkelte arbejders specielle evner og dygtighed, hans personlige eller professionelle egenskaber. Hverken kapitalisterne eller socialisterne regner hermed i den industrielle produktion. Arbejderne er ikke udbyttede i deres evner eller i arbejdets kvalitet og værdi. Udelukkende på basis af arbejdsmængden, kvantiteten. Arbejdet måles i arbejdstimer. Da det altså er i udbytningen af mennesket, og ikke af maskinen, at profitten og rigdommen opstar, opfatter Marx værdiens indhold som det deri anbragte arbejde, og værdimålet for genstanden er én times menneskeligt arbejde i den kapitalistiske såvel som den socialistiske industri.

Men selv Marx var klar over, at det ikke var, fordi man kunne få arbejderne til at slide i det i længere og længere tid, at profitten steg. Dette er efter arbejderklassens organisation og arbejdstidens nedsættelse endnu tydeligere, da profitten stadig stiger. Hvordan forklarer marxisterne dette forhold? Forklaringen er uhyre simpel.

Forudsætningen for denne forklaring er den, at ethvert producerende menneske i verden har retten til det, han selv producerer. Fjernes dette grundlag, som er marxismens store, humanistiske indsats i verdenshistorien, da forsvinder hele marxismens mening. Nu viser det sig altså, at industriarbejderen kan producere langt mere, end han selv forbruger for at opretholde livet, og med den tekniske udvikling tager det ham mindre og mindre tid at nå frem til denne for ham selv nødvendige produktion. Men da han alligevel fortsætter med at arbejde i det samme tempo, bliver der altså et stedse stigende produktionsoverskud, og da dette tages fra ham, udbyttes han i stadig stigende grad.

Fastholder vi nu den kapitalistiske og socialistiske vurdering af industriarbejder som en ren kvantitativ størrelse, hvor de menneskelige egenskaber ingen rolle spiller, da er det også naturligt, at dette rent mekaniske arbejde i højere og højere grad kan udføres af maskiner, og altså udføres gratis. Konklusionen er da i virkeligheden den, at rent mekanisk arbejde principielt er værdiløst.

Inden for mekanikken er begrebet arbejde produktet af kvantitet og spænding. Når man altså kan se bort fra spændingen som faktor i industriarbejder og opfatte arbejdet rent kvantitativt, så skyldes det, at hele fabriksanlægget holder produktionen i en konstant spænding, som er fælles for alle. Dette er grunden til, at der er ækvivalens mellem den ene og den anden arbejdstime. Der er ingen variabilitet mulig af betydning i arbejdstempoet. Det er altså maskinen, der repræsenterer inertien eller modstanden mod forandringer i arbejdsprocessen. Arbejdets værdiløshed er betinget af denne konstans i spændingen. Er én times menneskeligt arbejde ækvivalent med én times menneskeligt arbejde, da er alt menneskeligt arbejde gratis eller værdiløst. Dette er svagheden i marxismens udbytningsteori, for hvis det industrielle arbejde i sig selv er uden værdi, da repræsenterer arbejderen ikke som påstået en højere menneskelig værdi end andre menneskelige klasser på grund af denne arbejdsindsats, men tvært imod fordi han har bevaret sine menneskelige værdier intakt på trods af arbejdet, fordi disse værdier ikke benyttes eller introduceres i processen.

Er der noget rigtigt i marxismens værdilære, hænger dette altså ingen måde sammen med arbejdet. Når værdimålet opfattes som arbejdstiden, og har det intet at gøre med arbejdet, da kan det simpelt hen kun være menneskets tid og intet andet, der er hans variable kapital, og som han selv har ejendomsret til.

Merværdien skabes ikke i arbejdet, men i arbejdets variabilitet. Dette er i virkeligheden godt kendt. Bevægelsen, forandringen og ikke prisstørrelsen skaber profit. Men hvorfra kommer denne variabilitet? Den kan ikke komme fra maskinerne, der arbejder med urværkets præcision. Den kan heller ikke komme fra arbejderne, der slider i det med den tilvante konstans. Den kan lige så lidt komme fra kapitalisten eller fabrikanten, der lader fabrikken yde det yderste, som også er konstant. Det er altså selve industriens forandring som sådan, der skaber merværdien, og denne merværdi er, som vi har set, resultatet af en stigende acceleration af produktionen. Men hvem er det, der skaber denne acceleration? Det er dem, der får en ny idé, dem, der finder på nye maskiner og processer, opfinderne. Her er vi ved den egentlige kilde til den stigende merværdi, den menneskelige opfindsomhed og fantasi. En ny opfindelse har allerede tabt sin evne til at skabe merværdi den dag, alle konkurrenter ejer maskinen, når den er fælles for alle. Dette spørgsmål har de socialistiske lande hidtil kunnet overse, fordi de har kunnet "udbytte udbytterne", i de kapitalistiske lande for deres opfindelser. Men i dag er dette problem blevet aktuelt.

Tid - rum - og begivenhed
Handel er ombytning. Transport er flytning. Disse to processer er bundforskellige. Eensidig, eller det man kalder irreversibel transport, altså en transport, hvor der ikke finder ombytning eller tilbagetransport sted, kaldes fremskridt. Fremskridt er altså ren transport. Denne fremadskridende bevægelse er nødvendig, for at en bevægelse kan orienteres. Uden denne har et ror overhovedet ingen funktion, selv om en båd uden ror også orienteres af vandets fremadskriden, idet den driver med strømmen. Fremskridtsbevægelsen må for at give orienteringsmuligheder være en indefra opsamlet bevægelse i forhold til det omgivende element.

Fremskridtet er hverken nødvendigt, absolut eller ideelt. Einstein forklarer, at en ensartet bevægelse i rummet er uden orientering, at vi i et rum, der farer af sted i verdensrummet, kun kan finde op og ned, som vi gør det på jordens overflade, hvis farten stadig er stigende. Dette forklarer, hvorfor det, man kalder det generelle fremskridt, også fremtræder som en generel hastighedsforøgelse, en ustandselig acceleration. Hele vor bevidste orientering er betinget af denne stigende acceleration, som forbinder vore universelle oplevelser med vore mest primære betingelser og derved skaber vor evne til at opleve det sammenhæng, der kaldes kausalitet. Er den idealistiske fremskridtstro i dag et fallitbo, ophæver dette dog altså på ingen måde den betydning, fremskridtet til stadighed har for os. Blot har vi tabt visse illusioner og må i fremtiden basere vor opfattelse af hele spørgsmålet på ganske nye principper, som må kombineres med de tre grundfaktorer: tid, rum og begivenhed.

Vi må konstatere, at tid bliver til rum, og rum til tid. En stjerne, observeret i en afstand af fyrre lysår, ved vi nu, er lige så gammel i tid, som afstanden er lang. At iagttage gennem tidens eller rummets instrument er altså en simpel ombytning.

Tid er forandring, som kun kan iagttages i form af en progressiv bevægelse i rummet, mens rummet fremtræder som en konstans, der kun kan iagttages, om man deltager i denne bevægelse, der kaldes tiden. Hverken tiden eller rummet besidder altså en realitet, eksistens eller værdi uden for denne forandring eller proces, d. v. s. uden for den aktive kombination, der kaldes tids-rummet. Tids-rummets handling er processen, og denne proces er i sig selv forvandlingen af tid til rum og af rum til tid. Disse forvandlinger kaldes begivenheder.

Stivheden, inertien, konstansen eller kvaliteten i stoffet stiger med bevægelsens hastighed i den grad, at man kan fremsætte den påstand, at kvalitet og hastighed er det samme. Værdien findes altså ikke i hastigheden, men i forandringen af hastigheden, og jo mindre denne hastighed er, desto lettere kan hastigheden og retningen varieres. Den generelle acceleration skaber altså et stigende fremskridt, men er i sig selv tendensen mod større og større inerti. Dette er det tveæggede i den generelle fremskridtstendens. En virkelig værdiudvikling kan altså ikke være identisk med denne stigende devaluering eller acceleration, omend den er afhængig af denne.

Et menneskes livsløb eller tidsrum er hans personlige ejendom. Men denne ejendom bliver blot til værdi, om dette livsløb realiseres, og realiseringen af livsløbet sker gennem dets afveksling, dets foranderlighed. Derfor realiserer den perfekte industriarbejder overhovedet intet af sit liv under arbejdsprocessen, da denne er komplet begivenhedsløs. Arbejdstid er rent menneskeligt set i sin industrielle form aktiv ventetid. Derfor gør ophævelsen af retten til privat virksomhed blot mennesket mer og mer værdiløst. Dette er grunden til, at socialiseringen kun kan have et værdimål i aktiviseringen af menneskets fritid, om socialiseringen overhovedet skal have et menneskeligt mål, hvad der ikke er nødvendigt. Derfor er fritiden det eneste, der har værdi i det moderne samfund, og den moderne form for udbytning er koncentreret netop om dette ene punkt: Hvordan kan vi stjæle individernes fritid fra dem? Dette er den moderne statspolitiks største problem.

Fremskridt og forandring
Værdi er transport
Når jeg overhovedet gider beskæftige mig med noget så dødkedeligt som økonomi, og oven i købet gør mig den endnu mere dræbende ulejlighed at oversætte det, jeg har skrevet, og udgive det på dansk, da er det naturligvis ud fra den overbevisning, at dette skulle blive uhyre betydningsfuldt for det skandinaviske folk. Om dette er rigtigt eller forkert, kommer ikke mig ved. Hos mig standser ethvert ansvar ved det rent personlige samvittighedsspørgsmål, at få det sagt, specielt at få det sagt på et tidspunkt, hvor det om ønskes kan komme med i de økonomiske overvejelser, der synes at skulle medføre dybtgående politiske ændringer i Skandinaviens forhold til omverdenen, og fordi disse politiske overvejelser påstås at blive konkluderet på rent økonomisk basis.

Når jeg fremsætter min værditeori i forbindelse med min teori om naturens orden, fremgår det tydeligt, at denne teori er skabt ud fra en analyse af den skandinaviske kulturtradition sammenlignet med andre kulturtraditioner, og at den er et forsøg på at ramme den fundamentalt skandinaviske indstilling til disse problemer. Når jeg derfor fremsætter den påstand, at værdi er kræfternes transport og ikke kræfternes størrelse, ejheller kræfternes mængde, da er dette en direkte kritik af den økonomiske politik i Skandinavien efter krigen, idet denne ved at binde sig til troen på størrelsens og mængdens overlegenhed over for variabiliteten har fornægtet det økonomiske princip, som jeg her fremsætter som et skandinavisk bidrag til dette problem. Har denne teori ikke almen gyldighed, da er der dog altid en chance for, at den har skandinavisk gyldighed. Det enestående sammenhæng i den skandinaviske kulturudvikling fra stenalderen og til i dag gør det uhyre let at påvise, at vore blomstringsperioder altid har hængt sammen med de perioder, hvor vi har koncentreret hele vor rigdom, vort overskud af menneskelig begejstring, omkring transportproblemet. Dette er særlig tydeligt i Nordens bronzealder, hvis kunst er én eneste hyldest til den hellige transport, og det er tydeligt i vikingetiden, hvor det positive element hverken var plyndringerne, rovet eller handelen, men transporten, og ganske specielt transporten af kostbarheder. Vi har i det foregående påpeget, at den store humanistiske opdagelse, som Marx gjorde, var denne, at kun i mennesket, aldrig i maskinerne eller instrumenterne, opstår rigdommen eller merværdien. Dette er grunden til, at mennesketransporten, specielt den overflødige eller unødvendige, er den bedste kilde til menneskelig rigdom. Dette kan studeres i den katolske kirkes mægtige pilgrimstransaktioner i middelalderen, som skabte hele den vidunderlige kirkekunst. Det samme gælder også i dag, hvor bilindustrien er i færd med gennem sin stigende overflod at umuliggøre selve biltrafikken.

Den mest rystende kommentar til det, der i dag forberedes inden for den skandinaviske politik, har jeg do, fundet i Palle Laurings fantastisk klare analyse af Skandinaviens økonomiske tilbagegang i slutningen af middelalderen, i hans bog om "Valdemars sønner og Unionen". Alle skandinaviske politikere burde læse afsnittet om vor barnligt letsindige ligegyldighed over for transportproblemet. Vor dumstolte vikingekonservatisme og ridderromantiske begejstring for landmands-fatamorganaet i de tyske områder. Historien gentager sig. Intet er lært. Intet er glemt. Her vil jeg ikke komme ind på historiske overvejelser. Det eneste, jeg vil påpege, er, at et folk, der frivilligt giver afkald på at værdsætte det, der er det mest kostbare i dets eget væsen, det, hvori det har vist sig overlegent over for alle andre folk i verden igennem tusinder af år, derved har forbrudt sig ikke blot mod sig selv, men mod hele menneskeheden, der netop udvikler sig i rigdommen af de forskellige folks og kulturers forskelligartede evner og bidrag til menneskehedens udvikling. Kun gennem udviklingen af denne vor specielle evne er danskerne og skandinaverne som helhed i samme båd. Det er overhovedet den eneste båd, vi har. Uden den er vi vragstumper og strandvaskere. Også dette kan læses i vor historie med uhyggelig tydelighed. Vort renommé i udlandet er desværre i overvældende grad en fremhævelse af denne side af vor tilværelse, og det er næppe uden grund. Men dette opvejes dog af, at skandinaverne i kraft af vor specielle kultur har alle naturlige forudsætninger for at være de bedste og sikreste transportører i verden.

Hvem ejer hvem?
Lad os nu dele ret og skel lige. Karl Marx har i "Kapitalen" udformet en videnskabelig analyse af varens økonomiske karakter. Behandlingen af dette konkrete emne er en videnskabelig indsats, som aldrig vil kunne rokkes. På dette begrænsede område har Karl Marx realiseret en videnskabelig erkendelse, der modsvarer det krav, som Heisenberg stiller til denne, "at den har universel gyldighed og ikke vil kunne hverken forandres eller forbedres".

Samtidig med, at det økonomiske perspektiv, som Karl Marx forudså, efterhånden bliver realiseret mer og mer, har samtidig marxismens politiske program mistet sin interesse. I begivenhedernes brændpunkt er det allerede blevet fortid og historie. Herved frigøres en tredje værdi i dette værk, en værdi, som aldrig vil kunne formindskes, den kunstneriske værdi, den litterært menneskelige værdi.

I menneskelig medfølelse, ja, jeg tør sige i poetisk og dramatisk kraft overgår dette værk det meste af, hvad digterne i samme periode har afmalet. Er man i stand til tværs igennem den rige viden og den omhyggelige dokumentation at aflæse dette rystende tidsdokuments frygtelige spænding, da kan man ikke undgå at se livet på en ny måde. Dette siger jeg ikke for at optræde som litteraturkritiker. jeg nævner det blot som den selvfølgelighed, dette må være for mig såvel som for hele menneskeheden. Også på dette område er "Kapitalen"s værdi universel. Den danner etape i menneskehedens historie.

I sit krav om beskyttelse af de svage mod de stærkes hensynsløse og voldelige udbytning er det en anklage og samtidig en rettesnor, der er i direkte fortsættelse af det Ny Testamentes lære, som det overbyder på nøjagtigt samme punkt som det, hvor Kristus overbød det Gamle Testamentes farisæere. Dette er grunden til, at kristendommen lige så lidt er i stand til at fordømme den marxistiske socialisme med rette, som farisæerne var i stand til at udforme en lovlig dom over Kristus. I kampen mod socialismen må den kristne kirke bruge samme midler, som farisæerne brugte over for Kristus. Farisæernes, krav om tilgivelse blev overbudt af Kristus. Marx hævder simpelt hen, at intet individ har ret til at føre regnskab med sin indsats i fællesskabet. Alt skal tilgives, da alle skylder alle alt. Over for dette krav star kristendommens forkæmpere lige så afvæbnede, som farisæerne stod over for Kristus. Derfor breder socialismens princip sig i hele verden.

"Kommunismen er et klasseløst samfundssystem med ensartet folkeejendom af produktionsmidlerne og fuldstændig ligestilling af alle samfundets medlemmer", står der i Sovjetunionens kommunistiske partis program. Det med ligheden står også i USA's forfatning, og ingen kan se bort fra, at produktionsmidlerne i Vesten mer og mer socialiseres.

Men hvad med den svages udbytning af den stærke?

G? til forsiden
G? til den forrige side