Publiceret i l'Internationale Situationniste nr. 6, august 1961 og i 'Der er et liv efter fødslen', SI antologi, redigeret af J.V. Martion og udgivet på forelaget Rhodos i 1972.

Perspektiver for bevidste ændringer i dagliglivet

Af Guy Debord

En udforskning af dagliglivet ville være et komplet latterligt forehavende og fra første færd dømt til ikke at kunne få fat på sit undersøgelsesobjekt, hvis man ikke eksplicit sætter sig for at studere dette dagligliv med den hensigt at omforme det.

Forelæsningen, fremlægningen af visse intellektuelle betragtninger i et auditorium, en yderst banal form for menneskeligt samvær i en temmelig stor del af samfundet, er selv en del det dagligliv som bør kritiseres.

Sociologerne, for eksempel, har kun en alt for stærk tendens til at udelukke de ting fra dagliglivet, der hænder for dem selv til daglig og at forvise disse til separate - såkaldt højere - sfærer. Det er vanen i alle dens afskygninger, begyndende med tendensen til at bruge nogle få professionelle begreber - begreber frembragt af arbejdsdelingen - der således tilslører virkeligheden bag privilegerede konventioner.

Det er da ønskeligt, ved en let forskydning af de gængse rutiner at vise, at dagliglivet selv er til stede her. Disse ord bliver kommunikeret ved hjælp af en båndoptager, selvfølgelig ikke med den hensigt at illustrere teknikkens integration i dette dagligliv, der er marginaliseret i forhold til teknikkens verden, men for at gribe den forhåndenværende lejlighed til at bryde skinnet af den pseudointeraktion og den kunstige dialog, som er blevet institutionaliseret mellem forelæseren, der er "personligt til stede", og hans tilskuere. Ved hjælp af dette lille brud på denne almindelige rutine kan man i en håndevending drage selve forelæsningen ind i det felt hvor dagliglivet sættes under debat (en sætten under debat som ellers ville være ganske abstrakt). Konferencen selv er ligesom så mange andre måder at bruge tiden, eller genstandene på, måder der går for at være "normale" og som man end ikke lægger mærke til og som i sidste ende betinger os. Hvad angår sådan en detalje, såvel som hvad angår selve dagliglivet i dets helhed, er forandringen altid den nødvendige og tilstrækkelige betingelse for at få objektet for vores undersøgelse til at fremtræde eksperimentelt, hvor dette objekt ellers ville stå hen i det uvisse og tvetydige.

Jeg har lige sagt at virkelighedskarakteren af et observerbart hele, som blev betegnet ved hjælp af udtrykket "dagligliv", risikerer at forblive hypotetisk for mange mennesker. Og faktisk, efter at denne forskningsgruppe er dannet, har det mest slående træk ikke været at den endnu ikke har fundet ud af noget, men at uenigheden om selve dagliglivets eksistens har været fremherskende lige fra første øjeblik, og er blevet stærkere fra møde til møde under denne konference. Hovedparten af de indlæg i diskussionen, vi indtil nu har været vidne til, er kommet fra personer som på ingen måde var overbevist om at dagliglivet eksisterer, for de er ikke stødt på det nogetsteds. En forskningsgruppe til udforskning af dagliglivet, der er besjælet af denne ånd, er helt at sammenligne med en gruppe der er taget ud for at udforske Yeti, og hvis undersøgelse lige så godt kunne munde ud i den konklusion, at det drejer sig om en folkloristisk spøg.

Imidlertid er alle enige om at visse handlinger der gentages hver dag, såsom at åbne døre eller fylde glas, er ganske virkelige; men disse handlinger befinder sig på et virkelighedsplan der er så trivielt, at man med rette bestrider at de kan være af tilstrækkelig interesse til at retfærdiggøre et nyt specialområde inden for den sociologiske forskning. Og et vist antal sociologer synes lidet tilbøjelige til at forestille sig andre aspekter af dagliglivet ud over disse trivialiteter. De accepter således den definition som Henri Lefebvre har foreslået, nemlig "det, der er tilbage, når man ser bort fra alle de specialiserede aktiviteter" - men drager en anden konklusion: at dagliglivet er ingenting. Her ser man, at størsteparten af sociologerne - man ved hvor meget de trives med netop specialiserede aktiviteter og hvordan de har for vane at have blind tillid til dem! - udpeger specialiserede aktiviteter overalt, og finder dagliglivet ingen steder. Dagliglivet er altid et andet sted. Hos de andre, et eller andet sted hos de ikke-sociologiske dele af befolkningen. En af deltagerne her har sagt, at det ville være interessant at studere arbejderne som forsøgskaniner da de sandsynligvis var indpodet denne dagliglivsvirus, da arbejderne - idet de ikke har adgang til de specialiserede aktiviteter - kun har dagliglivet at leve med. Denne måde at interessere sig for folket på, på udkig efter en eksotisk primitivisme i det daglige - og især denne åbent indrømmede selvtilfredshed, denne naive stolthed over at deltage i en kultur, hvis eklatante fallit ingen kan benægte og denne radikale uformåenhed til at forstå den verden som har frembragt denne kultur - alt dette holder aldrig op med at forbløffe.

Der er tale om en åbenlys vilje til at søge ly bag en tænkemåde, der grunder sig på adskillelsen i opdelte, fragmentariske domæner, for at forkaste det unyttige, vulgære og generende begreb "dagligliv". Et sådant begreb dækker over et ukatalogiseret og uklassificeret bundfald af virkelighed, en rest som visse folk afskyr at blive konfronteret med, for den udgør på samme tid totalitetens synspunkt; den implicerer nødvendigheden af en politisk helhedsbedømmelse. Man kunne sige, at visse intellektuelle fører sig frem med en illusorisk personlig medvirken i den dominerende sektor af samfundslivet, gennem deres beherskelse af en eller flere kulturelle specialiseringer; hvad der placerer dem i den bedste position til at indse denne kulturs notoriske ormædthed. Men hvilken dom man end fælder over sammenhængene i denne kultur, eller dens detaljerede interesser, så består den specifikke fremmedgørelse den har påtvunget de omtalte intellektuelle i at lade dem forestille sig - fra sociologernes himmel - at de står totalt uden for folks dagligliv, eller er placeret for højt på de menneskelige magters rangstige - som om deres liv ikke er ligeså fattigt som alle andres.

De specialiserede aktiviteter eksisterer gangske givet; de finder endog en almindelig anvendelse, som må forstås på en afmystificeret måde. Dagliglivet er ikke alt. Selv om det befinder sig i vekselvirkning med specialiserede aktiviteter, i en sådan grad at man på en vis måde aldrig er uden for dagliglivet. Men for at bruge et letfatteligt rumligt billede, må vi fortsat placere dagliglivet i centrum for alt. Ethvert projekt begynder der og enhver udførelse i praxis vender tilbage for at finde sin sande betydning dér. Dagliglivet er altings mål: for opfyldelsen eller snarere ikke-opfyldelsen af de menneskelige relationer; for anvendelsen af den levede tid; for kunstens udforskninger; og for den revolutionære politik.

Ikke alene må man bringe i erindring, at det gamle billede af den udenforstående og uengagerede videnskabelige iagttager er falskt i ethvert henseende. Man må understrege, at den desinteresserede iagttagelse er endnu mere umulig her end et hvilketsomhelst andet sted. Det der udgør vanskeligheden ved selve undersøgelsen af et dagliglivets område, er ikke blot at det allerede er blevet mødestedet for en empirisk sociologi og en begrebslig bearbejdelse; det er også fordi det for øjeblikket er i spil i enhver revolutionær fornyelse af kulturen og politikken.

At undlade at kritiserer dagliglivet betyder accepten af en forlængelse af de eksisterende, dybt fornedrede former for kultur og politik, former hvis yderst fremskredne krise, især i de mest moderne lande, giver sig udtryk i en almindelig afpolitisering og ny-analfabetisme. Men den radikale og i handlinger udøvede kritik af det gældende dagligliv kan føre til en overskridelse af kulturen og politikken i traditionel forstand, d.v.s. til et højere niveau for indgriben i livet.

"Men", vil man nok sige, "dette daglige liv, som efter din mening er det eneste virkelige, hvordan går det til at dets betydning ringeagtes og undervurderes så fuldstændigt og så ufortøvet af folk som, når alt kommer til alt, ikke har nogen direkte interesse i at gøre således; og hvoraf mange uden tvivl er endog langt fra er fjender af en eller anden fornyelse af den revolutionære bevægelse?"

Jeg tror det skyldes at dagliglivet er organiseret inden for rammerne af en skandaløs fattigdom. Og især at denne dagliglivets fattigdom er på ingen måde af tilfældig karakter: det er en fattigdom som påtvinges hele tiden af et klassedelt samfunds tvang og vold; en fattigdom der er historisk organiseret, i overensstemmelse med nødvendighederne i udbytningens historie.

Anvendelsen af dagliglivet, i betydningen forbrug af den levede tid, styres af knaphedens regime: knaphed på fri tid; og knaphed på anvendelsesmuligheder for denne fri tid.

Ligesom vor epokes historie er akkumulationens og industrialiseringens historie, er dagliglivets træghed og dets tendens til modstand mod ethvert fremskridt produktet af de love og de interesser som har styret denne industrialisering. Dagliglivet har indtil nu udvist modstand mod det historiske. Dette forhold dømmer først af alt det historiske, i dets egenskab som arv fra og projekt for et samfund baseret på udbytning.

Den ekstreme mangel på bevidst organisation og menneskelig kreativitet i dagliglivet er udtryk for den fundamentale nødvendighed af manglende bevidsthed og mystifikation i et samfund med udbytning og fremmedgørelse.

Henri Lefebvre har her benyttet en udvidelse af teorien om ulige udvikling til at karakterisere dagliglivet som forskudt for, men ikke afskåret fra historiciteten; som en tilbagestående, en forsinket sektor. Jeg tror man kan gå så vidt som til at betegne dette dagliglivets niveau som en koloniseret sektor. I verdensøkonomisk målestok har man set at underudvikling og kolonisering er faktorer som er forbundet. Alt taler for at det forholder sig på samme måde i samfundsøkonomisk målestok, i praxis.

Dagliglivet, der mystificeres og overvåges med alle midler, er en slags reservat for de gode vilde, der får det moderne samfund til at køre uden at forstå det, med dets rivende teknologiske vækst og forcerede ekspansion af dets marked. Historien - d.v.s. omformningen af virkeligheden - er for tiden ikke af nogen nytte i dagliglivet, fordi dagliglivets menneske er produktet af en historie, som det ikke har nogen kontrol over. Det er naturligvis dette menneske selv der skaber denne historie, men ikke bevidst og ikke i frihed.

Det moderne samfund forstås ved hjælp af specialiserede fragmenter, der er næsten ikke kan oversættes; og dagliglivet, hvor alle spørgsmål risikerer at blive stillet ensidigt, er således uvidenhedens domæne.

Dette samfund har igennem sin industrielle produktion tømt arbejdets bevægelser for enhver mening. Og der findes ingen model for menneskelig adfærd som har bevaret en sand relevans i det daglige.

Dette samfund stræber mod at atomisere menneskene til isolerede forbrugere, at suspendere kommunikationen. Dagliglivet er således privat liv, adskillelsens og skuespillets domæne.

Således er dagliglivet også er specialisternes sfære for resignation og fiasko. Det er fx dér at et af de få individer, som er i stand til at forstå den nyeste videnskabelige afbildning af universet, går hen og bliver stupid ved at grunde over Alain Robbe-Grillets æstetiske teorier, eller ligefrem sende bønskrifter til Republikkens præsident i den hensigt at ændre hans politik. Det er afvæbningens sfære, sfæren for indrømmelsen af uformåenhed i at leve.

Man kan altså ikke alene karakterisere dagliglivets underudvikling ved dets relative uformåenhed i at anvende diverse teknologier. Denne uformåenhed er endnu et produkt af hele den daglige fremmedgørelse (omend et væsentligt et), som kan defineres som uformåenheden til at opfinde en teknik til dagligdagens befrielse.

Faktisk indebærer mange teknikker mere eller mindre tydelige forandringer i visse aspekter af dagliglivet: de forskellige former for husholdningsarbejde, som det har været nævnt her, men lige så vel telefonen, fjernsynet, musikkens indspilning på lp-plader, masse flyrejser, osv. Disse nyskabelser indtræder på anarkistisk vis, på lykke og fromme, uden at nogen havde forudset deres forbindelser og konsekvenser. Men sikkert er det, at denne indførelse af teknikken i dagliglivet i sin helhed i sidste ende finder sted indefor rammerne af den moderne bureaukratiserede kapitalismes rationalitet og har tilbøjelighed til at reducerer menneskenes selvstændighed og kreativitet. De nye byer af i dag viser således klart den totalitære tendens i den moderne kapitalismes organisation af livet: her ser de isolerede individer (der i almindelighed isoleres inden for familiecellens rammer) deres liv reduceret til gentagelsens rene trivialitet, kombineret med den obligatoriske absorbering af et ligeledes repetitativt skuespil.

Man kan således konkludere at hvis folk udøver censur overfor spørgsmålet om deres eget daglige liv, skal det forklares ved at de er bevidste om dets ubærlige elendighed, sammen med den - måske uindrømmede, men den før eller siden erfarede - fornemmelse af, at alle de reelle muligheder, alle de ønsker som er blevet undertrykt af samfundslivets virkemåde, tidligere samlede sig dér, og på ingen måde i specialiserede aktiviteter eller distraktion. Det vil sige, at erkendelsen af den dybe rigdom, af den energi som er opløst i dagliglivet, er uadskillelig fra erkendelsen af elendigheden i den herskende organisation af dette liv. Alene den følelige eksistens af denne uudnyttede rigdom fører til den modstridende definition af dagliglivet som elendighed og som fængsel - som så siden fører til benægtelsen af hele problemet.

Under disse betingelser at tilsløre det politiske spørgsmål som rejses gennem dagliglivets elendighed, vil være ensbetydende med at tilsløre dybden i de krav som tager sigte på den mulige rigdom i dette liv; krav, som ikke ville føre til mindre end en genopfindelse af revolutionen. Og selvfølgelig er en flugt fra politikken på dette niveau er på ingen måde uforeneligt med fx at kæmpe inden for Socialistisk Folkeparti, eller at læse Land og Folk med tillid.

Alt afhænger virkelig af det niveau, hvorpå man vover at rejse dette problem: hvordan er vores liv? På hvilken måde er man tilfreds med det? Og på hvilken måde er man utilfreds? Og dét uden et øjeblik at lade sig intimidere af alle de forskellige reklamer som tager sigte på at overbevise en om, at man kan blive lykkelig på grund af Guds eksistens, eller på grund af Colgate-tandpasta eller Sociologisk Institut.

Det forekommer mig at dette udtryk: "kritik af dagliglivet" også kunne, og burde, forstås på den omvendte måde: en kritik som udøvedes suverænt af dagliglivet, rettet mod alt hvad der til ingen nytte ligger uden for det.

Spørgsmålet om de tekniske midlers anvendelse, i og uden for dagliglivet, er intet andet end et politisk spørgsmål (og den del af de eksisterende tekniske midler som bliver taget i anvendelse, bliver i sandhed udvalgt i overensstemmelse med målene for opretholdelsen af en klasses herredømme). Når man betragter de hypoteser om fremtiden som præsenteres i science-fiction litteraturen, hvor interstellare eventyr skulle eksistere side om side med et dagligliv på denne jord, bevaret i samme materielle armod og samme gammeldags moralisme, så forudsætter den lige præcis eksistensen af endnu en klasse af specialiserede ledere, som i dens tjeneste opretholder fabrikkernes og kontorernes masser af proletarer; samt at de interstellare eventyr udelukkende ville blive det af disse ledere valgte projekt, den måde de da ville have fundet ud af at udvikle deres irrationelle økonomi på - højdepunktet af den specialiserede aktivitet.

Man har spurgt sig selv: "Hvad er privatlivet blevet berøvet?" Livet er slet og ret dét som er smerteligt fraværende. Menneskene er i højest tænkelige grad berøvet kommunikation og selvrealisering. Og man kan tilføje: de er afskåret fra personligt at skabe deres egen historie. Forudsætningerne for at kunne give et positivt svar på dette spørgsmål om berøvelsens natur kan altså kun tage form i et berigelsesprojekter; projekter for udviklingen af en anden livsstil end den nuværende (hvis overhovedet vores nuværende måde at leve på kan siges at have "stil"). Eller også, hvis man anlægger den betragtning på dagliglivet, at det befinder sig på grænsen mellem den dominerede og ikkedominerede del af tilværelsen, altså på usikkerhedens område, så måtte man arbejde på at få erstattet den nuværende ghetto, med en grænse i uafbrudt bevægelse; uophørligt arbejde på organisationen af nye muligheder.

Spørgsmålet om livets, oplevelsens intensitet stilles i dag, fx med brugen af narkotika, i de vendinger hvormed fremmedgørelsens samfund formår at stille ethvert spørgsmål: jeg vil sige i vendinger af falsk (an)erkendelse af et forfalsket projekt, i udtryk for fiksering og afhængighed. Det vil også være på sin plads at notere sig, i hvor meget det billede af kærligheden, som skabes og spredes i dette samfund har tilfælles med narkotika. Lidenskaben anerkendes først og fremmest som forkastelse af alle andre lidenskaber; derpå frustreres den, og genfinder sig selv til slut de erstatninger som det herskende skuespils tilbyder. La Rochefoucauld skriver: "Det der ofte forhindrer os i at hengive os til en enkelt last, er at vi har flere af dem." En meget positiv konstatering, når man forkaster dens moralistiske forudsætninger og vender den om, d.v.s. stiller den op på sine ben og gør den til basis for et program til realisering af de menneskelige kapaciteter.

Alle disse problemer står på dagsordenen, fordi vor tid tydeligt domineres af tilsynekomsten af arbejderklassens bærende projekt - afskaffelsen af ethvert klassesamfund og påbegyndelsen af den menneskelige historie - og følgelig domineres af den hårdnakkede modstand mod dette projekt og den fordrejning og de nederlag det har mødt ind til nu.

Den aktuelle krise i dagliglivet indskriver sig i de nye former som kapitalismens krise tager, kriser som forbliver upåagtede af dem der hårdnakket fortsætter følger de klassiske beregninger for den næstkommende dato for økonomiens cykliske kriser.

Alle de gamle værdiers forsvinden, bortgangen af alle den gamle kommunikations referencer i den udviklede kapitalisme; og umuligheden af at erstatte dem med andre, ligegyldigt hvilke, som grundlag for den rationelle beherskelse, i dagliglivet og alle andre steder, af de nye industrielle kræfter, som mere og mere unddrager sig vor kontrol; disse kendsgerninger frembringer ikke blot den halvofficielle utilfredshed i vor tid - en utilfredshed der er særlig akut blandt ungdommen -, men også kunstens selv-negerende tendenser. Den kunstneriske virksomhed havde altid været ene om at gøre rede for de hemmelige problemer i dagliglivet, skønt på en sløret, forvansket og delvist illusorisk måde. Den moderne kunst giver os nu et vidnesbyrd om sammenbruddet af alle kunstnerisk udtryksmåder.

Hvis man betragter det eksisterende samfunds krise i hele dens udstrækning, tror jeg ikke det er muligt længer at se fritiden som en negation af det dagligdags. Man har forudsat her, at det var nødvendigt "at studere den tabte tid". Men lad os se på den nylige udvikling af denne forestilling om tabt tid. For den klassiske kapitalisme er den tabte tid det der ligger uden for produktionen, akkumulationen og opsparingen. Den verdslige moral, doceret i bourgeoisiets skoler, har indpodet denne leveregel. Men det træffer sig at den moderne kapitalisme, ved en uventet list, får behov for at øge forbruget, at "hæve levestandarden" (hvis man vil gøre sig den ulejlighed at erindre sig, at dette udtryk er fuldstændigt blottet for mening). Da produktionsbetingelserne - funktionsopdelt og opmålt - samtidig er blevet fuldstændig uholdbare, indrømmer moralen, der allerede bliver kanaliseret gennem reklamen, propagandaen og alle det dominerende skuespils former, åbent og stik imod den tidligere doktrin, at den tabte tid er den tid brugt på arbejde, det arbejde som nu kun retfærdiggøres ved den indtjening som muliggør købet af hvile, af forbrug, af fritid - d.v.s. en daglig passivitet fabrikeret og kontrolleret af kapitalismen.

Hvis man nu betragter kunstigheden i de behov for forbrug som hele tiden bliver skabt og stimuleret af den moderne industris, hvis man erkender fritidens tomhed og hvilens umulighed, så kan man stille spørgsmålet på en mere realistisk måde: hvad er ikke tabt tid? Sagt på en anden måde: udviklingen af et overflodssamfunds skal føre til en overflod af hvad?

Dette kan åbenbart tjene som prøvesten i mange henseender. Når man fx i en af de aviser, der udbreder den inkonsistente tænkning hos dem, man kalder de venstreintellektuelle - jeg tænker på France-Observateur - kan læse en overskrift med sådan noget som "den lille bil der overvinder socialismen", oven over en artikel som forklarer at russerne skulle være i færd med selv at efterstræbe et privatforbrug af goder efter amerikansk mønster, til at begynde med naturligvis med biler, - så kan man ikke lade være med at tænke, at man ikke behøver at have læst hele Hegels og Marx' værk for at finde ud af, i det mindste, at en socialisme som viger tilbage for markedets invasion i kraft af privatbiler, ikke på nogen måde er den socialisme arbejderbevægelsen har kæmpet for. Ruslands') bureaukratiske ledere må være imod ikke ud fra deres taktik eller deres dogmatisme, men mere fundamentalt: fordi menneskenes liv i virkeligheden ikke har forandret sig. Og det er ikke nogen skjult skæbne i dagliglivet, der skulle være forudbestemt til at forblive reaktionært. Det er en skæbne, der er påtvunget dagliglivet udefra, fra de specialiserede lederes reaktionære sfære, under hvilken etikette de så end måtte planlægge elendigheden i alle dens aspekter.

Den aktuelle afpolitisering hos mange tidligere militante på venstrefløjen, hvor man forlader én form for fremmedgørelse for at kaste sig over en anden, nemlig privatlivets, betyder ikke en tilbagevenden til det private, en flugt fra "historisk ansvar", men langt snarere en tilbagetrækning fra den specialiserede politiske sektor som til stadighed er manipuleret af andre; hvor det eneste ansvar der virkelig er blevet taget, består i at have overladt hele ansvaret til ukontrollerede ledere; og hvor det kommunistiske projekt er blevet snydt og bedraget. Ligesom man ikke en bloc kan stille privatlivet op som modsætning til et offentligt liv uden at spørge: hvilket privatliv? hvilket offentligt liv? (thi privatlivet rummer faktorerne til sin egen negation og overskridelse, ligesom den kollektive revolutionære aktion omvendt har kunnet nære faktorerne til sin degeneration), - så ville man med urette gøre status over en fremmedgørelse hos den revolutionære politiks individer, når det drejede sig om en fremmedgørelse af selve den revolutionære politik. Det er rimeligt at dialektisere fremmedgørelsesproblemet, at gøre opmærksom på de stadigt tilbagevendende muligheder for fremmedgørelse i selve kampen mod fremmedgørelse, men så skal det understreges at alt dette må foretages på forskningens højeste niveau (fx filosofien om fremmedgørelsen som en helhed), og ikke på stalinismens niveau, hvis forklaring desværre er mere grovkornet.

Den kapitalistiske civilisation er endnu ikke overskredet noget steds, men overalt fortsætter den med at skabe sine egne fjender. Den revolutionære bevægelses næste trin, radikaliseret af tidligere nederlag, hvis krævende og fremførte program af krav beriget i forhold til det moderne samfunds praktiske muligheder, som fra nu af virtuelt udgør den materielle basis som manglede i socialismens såkaldt utopiske strømninger; dette næste forsøg på en total bestridelse af kapitalismen må vide at opfinde og foreslå en anden anvendelse af dagliglivet og må umiddelbart støtte sig på nye former for dagliglivspraxis, på nye typer af menneskelige relationer (og ikke længer være uvidende om, at enhver konservering inden for den revolutionære bevægelse af de relationer som er fremherskende i det eksisterende samfund, umærkeligt fører til rekonstituering af dette samfund med forskellige varianter).

Ligesom tidligere bourgeoisiet i dets opstigende fase nådeløst måtte likvidere alt hvad der oversteg det jordiske liv (himlen, evigheden), så må også det revolutionære proletariat - der aldrig, uden at ophøre med at eksistere som sådant, kan bekende sig til en fortid eller nogle modeller - give afkald på alt hvad der går ud over dagliglivet. Eller snarere foregiver at gøre det: skuespillet, den "historiske" handling eller den "historiske" erklæring, ledernes "storhed", specialiseringens mysterier, kunstens "udødelighed" og dens betydning uden for livet. Kort sagt: give afkald på alle evighedens biprodukter, der har overlevet som våben i ledernes verden.

Revolutionen i dagliglivet, der knuser dets nuværende modstand mod det historiske (og mod enhver form for forandring) vil skabe betingelser af en sådan art, at nutiden vil hersker over fortiden, og at kreativitetens rolle sejrer over gentagelsens. Man må altså vente sig, at den side af dagliglivet som udtrykkes af tvetydighedens begreber - misforståelse, kompromis, misbrug - taber meget i betydning til fordel for deres modsætninger, det bevidste valg og spillet.

Den nuværende kunstneriske dragen sproget i tvivl - der er samtidig med det maskinernes metasprog som ikke er andet end det magthavende bureaukratis sprog - vil blive overskredet af højere former for kommunikation. Det nuværende begreb: dechifrerbar social tekst, må munde ud i nye procedurer for skrivning af denne sociale tekst, i retning af det som mine situationistiske kammerater for tiden udforsker med den unitære urbanisme og skitseringen af en eksperimentel adfærd. Den centrale målsætning med en fuldstændigt omstillet og omdirigeret industriel produktion vil være organiseringen af nye former i dagliglivet, den frie skabelse af begivenheder.

Den uophørlige kritik og genskabelse af dagliglivets totalitet må, før de foretages naturligt af alle mennesker, påbegyndes under den nuværende undertrykkelses betingelser, og for at ødelægge disse betingelser.

Dette kan ikke fuldføres af en kulturel avant-gardebevægelse - selv med revolutionære sympatier. Heller ikke af et revolutionært parti efter den traditionelle model, selv hvis det giver stort spillerum for kritikken af kulturen (idet der ved dette begreb forstås samtlige de kunstneriske eller begrebslige instrumenter ved hjælp af hvilke et samfund forklarer sig selv og fremviser sine mål for tilværelsen). Denne kultur såvel som denne politik er slidt ned, og det er ikke umotiveret at de fleste mister interessen for dem. Den revolutionære omformning af dagliglivet - som ikke er forbeholdt en vag fremtid, men er placeret lige foran os af kapitalismens udvikling og dens utålelige krav, hvor det andet alternativ er styrkelsen af det moderne slaveri: - denne omformning vil markere enden på ethvert ensidigt (unilateralt) kunstnerisk udtryk opbevaret i vareformen, og samtidig enden på enhver specialiseret politik.

Dette vil blive opgaven for en ny type revolutionær organisation, lige fra dens dannelse.

 

(Foredrag, holdt v. hj. a. båndafspilning - d. 17 maj 1961, ved en konference med
"Gruppe for udforskning af dagliglivet" arrangeret af Henri Lefebvre).

 

Gå til forsiden
Gå til den forrige side