Medielandskaber

Inden for det sidste år har Henriette og jeg, under vores rejser rundt omkring i verden, tilstræbt at se tv sammen med venner og bekendte som bor i de byer vi besøger. Vi er interesserede i at gå på opdagelse i de forskellige medielandskaber der findes og som udfolder sig på tv rundt omkring. Undertiden hænger mediegeografien sammen fra by til by, undertiden er der iøjnefaldende forskelle. Vi spørger vores lokale guider om de, bevæbnet med en remotekontrol, vil vise os rundt i det landskab de lever i, og give os et indblik i de billeder og de rytmer og rum som udfolder sig i deres hjem gennem tv-skærmen.

Hvis man skulle sammenligne de udflugter vi har været på, med en strategi som mange kender, er den situationistiske derive måske et godt eksempel. Deriven er ’den hastige passage gennem skiftende omgivelser eller atmosfærer’ hvilket også kan siges at være en dækkende beskrivelse af de vandringer vi ofte har gjort i et medielandskab ved hjælp af en remotekontrol. Specielt det forhold at situationisterne lagde vægt på passagens hastighed som et modtræk mod den kontemplative betragtning, synes direkte at kunne overføres på kanal hopning der jo som regel foregår med høj hastighed. Deriven var tiltænkt som middel til usystematisk analyse af bygeografien; vores udflugter i de forskellige medielandskaber kan siges at være en tilsvarende analyse af mediegeografien.

De fleste mennesker ser tv inden for rammerne af hjemmet. Det er den almindelige situation og det at se tv er for de fleste en privat sag. Remoten som en forlængelse af hånden har gjort tv’et mere og mere individualiseret. Da Tv’et blev introduceret og vandt indpas efter 2. Verdenskrig var det mest tiltænkt som hjemmets samlingspunkt for familien, men nu er der i mange hjem ligeså mange tv som der er beboere. Selv om vi selvfølgelig ind i mellem ser tv sammen med andre er det meget sjældent vi ser tv sammen med fremmede mennesker. Dog er der nogle undtagelser som for eksempel i forbindelse med sportsbegivenheder hvor man undertiden overfører situationen fra stadion og opfører sig som om man var tilstede ved selve begivenheden foran tv’et sammen med fremmede på værtshuset (eller sammen med venner i hjemmet). Vores udflugter i de medielandskaber vi har besøgt har alle foregået med udgangspunkt i private hjem.

Et medielandskab kan undersøges sammen med en enkelt lokal guide, men det er at foretrække at det foregår i en gruppe på op til 3 mennesker. I Utrecht i Holland arrangerede vi et offentligt medielandskab hvor omkring 12 personer deltog, men dette betød også at gennemgangen blev mere generel, og at personlige attraktioner og mishag fortonede sig i forhold til det generelle overblik. Dette landskab var ikke dårligt, men repræsenterer en anden kvalitet end udflugterne i private hjem styret af mindre grupper. Vi overvejede dog at introducere flere remotekontroler til gruppen på 12 personer, men afstod af tekniske grunde.

Det forhold at vi beder om at blive guidet gennem medielandskabet, betyder at vores guider bliver nødt til at italesætte det landskab som de almindeligvis hopper igennem uden at ytre sig i særlig grad. Denne artikulation, denne tale, udfolder sig glidende på mere eller mindre ret kurs, i forhold til den konkrete rute som vi bevæger os ad gennem medieterrænet. Denne tale udfolder sig i forhold til den montage af billeder og sekvenser som bevægelsen mellem kanalerne skaber. I strømmen bliver nogle billeder attraktorer som betyder at vi bliver hængende på en kanal i en periode, for dels at studere hvad der bliver vist og dels for at tale om det viste, enten cirkulært omkring emnet eller tangentielt væk fra hvad vi så. På samme måde kan andre billeder virke frastødende hvilket igen kan være grund til at blive på kanalen, enten for at studere billederne nøjere eller for at spinde afskyen ind med ord. En anden reaktion på frastødende billeder er at vi springer videre med stor fart.

Den billed- og lydmontage som udflugten udgør kommer til at fremstå som en associativ række af billeder og lyd bygget af materiale som er mere eller mindre genkendeligt for vores guider, og aldrig fuldstændigt ukendt. Vores guider har sædvanligvis overblik over de kanaler som findes i hjemmets tv, og de billeder og ansigter, farver og rytmer som de forskellige kanaler strømmer med. På et mikrosekund kan man se om det er MTV eller ZDF eller NBC. Men det konkrete indhold er løbende nyt og i montagen mellem kanalerne spiller tilfældet en stor rolle under disse udflugter i mediegeografien. Dog hænder det at vores guider farer vild.

Der har inden for de sidste 30 år foregået en del etnografiske undersøgelser af adfærd og reaktioner hos folk der ser tv . Disse undersøgelser er blevet gjort specielt med henblik på at angribe den mere strukturelle og ideologikritiske fordømmelse af tv som teknologi, der ellers har været gennemgående i venstreorienteret mediekritik. Bla. var tv nok for situationisterne den mest modbydelige repræsentant for skuespillet, hvilket vi slet ikke vil afvise. De etnografiske undersøgelser pegede på at tv ikke var så undertrykkende som påstået; seerne havde mange friheder i fortolkningen og brugen af hvad de så i tv. Dog har den etnografiske indgangsvinkel det problem at den fokuserer for isoleret på forholdet mellem program (teksten som det kaldes i undersøgelserne) og dette programs aflæsning. Den hastige passage gennem kanalerne handler mere om associativ bevægelse gennem billeder og lyde, end den mere kontemplative situation hvor man faktisk ser et program. Ved vores udflugter i mediegeografien undgår vi som regel at se et program fra start til slut for at undvige enhver risiko for at den dominerende ideologi skulle overtage vores nervesystem.

Man skal ikke undervurdere tv’ets rolle som råmateriale for forestillingsevnen. Forestillingsevnen er vel altid indskrevet af perceptioner og tv’et er et stærkt medie i den sammenhæng, også selvom tv’et nok mere har karakter af spejl end vindue. Som Karl Marx skriver: ’Menneskene kan ikke se noget omkring sig som ikke er deres eget billede, alting taler til dem om dem selv. Selve deres landskab er i live”.

En udflugt i et givet medielandskab skaber også en montage mellem de forskellige genrer på sendefladen; nyheder, sitcoms, reklamer, gameshows, madprogrammer, film, osv. Lidt ligesom aviser ikke kun indeholder nyheder, men indeholder mange forskellige genrer og former. Disse genre-mæssige spring forstærker udflugtens rummelig karakter; de internationale nyheder udgør et slags terræn, sporten et andet, naturprogrammer et tredje, osv. Ofte er det netop overgangene mellem de forskellige terræner som skaber dynamisk fremdrift, abrupte temposkift og undertiden absurd meningstømning og desorientering, som jo er brugbar i opløsningen af alt for indgroede medievaner og til at finde sprækker i landskabernes ideologiske karakter. Vi har indtil videre optaget medielandskaber i Wien, Hamburg, New York, London og Stockholm og ved at sammensætte vores optagelser i tematiske programmer gør det os muligt at nå frem til objektive resultater.

Jakob Jakobsen

 


Go back to the front page
Go back to previous page