Publiceret d. 18. marts 1962 i Paris og i dansk oversættelse i Situationistisk Revolution nr. 3 1970. Oversættelsen revideret i 2003 af Gerry Keller, Det Fri Universitet i KBH.

Teser om Pariserkommunen

Af Guy Debord, Attila Kotányi og Raoul Vaneigem

1.

"Vi må genoptage studiet af den klassiske arbejderbevægelse uden illusioner. Mest af alt uden illusioner, når det gælder dens forskellige politiske eller pseudoteoretiske efterkommere, for alt hvad de har arvet er bevægelsens fiasko. Bevægelsens tilsyneladende succes er faktisk dens fundamentale fiasko (reformismen eller etableringen af et statsbureaukrati) mens dens virkelige succes, for os og for tiden fremover, er de fiaskoer, den selv har accepteret (Pariserkommunen eller den asturiske revolte i 1934)" (Internationale Situationniste No. 7).

2.

Kommunen var den største folkefest i det 19. århundrede. Under begivenhederne i foråret 1871 kan man se oprørenes grundlæggende følelse af at være blevet herrer over deres egen historie; ikke så meget på det "regeringsmæssige" politiske plan, men på dagliglivets plan (se, fx alles leg med våbnene; de legede så at sige med magten). Det er også i den betydningen Marx skal forstås, når han erklærer: "Kommunens største sociale betydning var, at den virkeligt eksisterede i handlinger".

3.

"Se på Pariserkommunen - det var proletariatets diktatur". Disse ord af Engels skal tages alvorligt med henblik på at afklare hvad der som politisk regime ikke er proletariatets diktatur (de forskellige former for statsdiktatur over proletariatet i proletariatets eget navn).

4.

Alle og enhver har rimeligt nok kritiseret den manglende sammenhæng i kommunen og dennes tydelige mangel på struktur. Men da vi i dag mener, at problemet omkring de politiske strukturer er meget mere kompliceret, end det påstås af de bedrageriske arvinger til de bolsjevikiske strukturer, må det være på tide at betragte kommunen som ikke kun værende en afdateret revolutionær primitivisme, hvis fejl man med lethed kan hæve sig op over, men også som en positiv eksperiment, hvis fulde sandhed man endnu ikke har genopdaget og fuldført.

5.

Kommunen havde ingen ledere. Og dette i en historisk periode, hvor idéen om chefernes nødvendighed var absolut dominerende i arbejderbevægelsen. Således kan dens paradoksale succes og fiasko forklares. Kommunens officielle vejledere var inkompetente (sammenlignet med Marx eller Lenin, ja selv Blanqui). Men til gengæld er de forskellige "uforsvarlige" handlinger på den tid præcis hvad der er brug for i den revolutionære bevægelses fortsættelse i vor tid (og det, på trods af, at omstændighederne har reduceret næsten alle disse handling til noget destruktivt, hvor det mest kendte eksempel er oprøreren, der, til den suspekte borger bekræfter, at han aldrig har beskæftiget sig med politik, og siger: "Det er netop derfor, jeg vil dræbe dig").

6.

Folkets almindelige bevæbning var af vital betydning, både praktisk og symbolsk, lige fra begyndelsen helt til slutningen af bevægelsen. I det store og hele blev retten til med magt at tvinge en fælles vilje igennem ikke opgivet og overladt til nogen specialiserede enheder. Den eksemplariske værdi af de bevæbnede gruppers autonomi havde sin bagside i mangelen på koordination: på intet tidspunkt under kampen om Versailles opnåede folkets styrker nogen synderlig militær effektivitet. Men man bør dog ikke glemme, at den spanske revolution, og til sidst hele krigen, blev tabt i kraft af en omdannelse til en "republikansk armé". Modsætningen mellem autonomi og koordination synes i høj grad forbundet til epokens teknologiske udviklingsniveau.

7.

Indtil nu repræsenterer kommunen den eneste virkelige realisering af en revolutionær urbanisme. Den angreb på stedet de forstenede tegn på den dominerende organisering af livet, forstod det sociale rum i en politisk termer, afviste at acceptere, at et monument kan være uskyldigt. De, som fører dette tilbage til en slags "pjalteproletarisk nihilisme" eller til "brandstifternes uforsvarlighed", burde specificerer alt det de regner for positivt og egnet til konservering i det herskende samfund (man vil se, at det er så godt som alt). "Hele rummet er allerede okkuperet af fjenden ... den autentiske urbanisme kommer til syne, når der i visse zoner skabes et fravær af denne okkupation. Det, som vi kalder konstruktion, begynder dér. Det kan forstås ved hjælp af begrebet positivt tomrum, som er udtænkt af den moderne fysik". (Elementært program fra den unitære urbanismes bureau, Situationistisk Revolution nr. 1).

8.

Det var mere vanens magt, end våbnenes, der var skyld i, at Pariserkommunen blev besejret. Det mest praktiske og skandaløse eksempel er, at man, skønt der i høj grad var mangel på penge, nægtede at anvende kanonerne for at bemægtige sig Banque de France. I hele kommunens magtperiode forblev banken en versaillansk enklave i Paris, kun forsvaret af et par geværer og myten om ejendomsret og forbrydelse. De andre ideologiske vaner viste sig ved enhver lejlighed at være katastrofale (jakobinismens genopsving, barrikadernes opgivende strategi i mindet om 48, etc.).

9.

Kommunen viser, hvorledes den gamle verdens forsvarere altid på et eller andet punkt nyder godt af de revolutionæres aktiviteter - især nyder de godt af dem, der blot udtænker revolutionen og viser sig stadig at tænke som forsvarene. Den gamle verden bevarer således baser (ideologi, sprog, skikke, smag) i dens fjenders lejr, og bruger disse til at generobre det tabte terræn. (De får dog aldrig fat i det revolutionære proletariats naturlige tanke-handlinger: Børsen gik op i røg). Den virkelige "femte kolonne", findes i de revolutionæres egen bevidsthed.

10.

Anekdoten om de brandstiftere, som i de sidste dage ankom for at ødelægge Notre Dame for dér at støde sammen med den bevæbnede bataljon af kommunens kunstnere, er et godt eksempel på direkte demokrati. Den viser de problemer, der endnu mangler at finde deres løsning hvad angår perspektiverne for rådenes magt. Havde disse enige kunstnere nogen grund til at forsvare en katedral i de evige æstetiske værdiers navn - i sidste ende museumskultens navn - når andre mænd udtrykker sig selv her og nu, for at symbolisere deres totale trods mod et samfund, som i dets forestående triumf vil forvise hele deres liv til intetheden og den store stilhed. Kommunens partisan-kunstnere, der opførte sig som specialister, befandt sig i konflikt med en yderligtgående form af kampen mod fremmedgørelsen. Man kan kun bebrejde kommunens mænd, at de ikke vovede at besvare magtens totalitære terror med den totale brug af deres våben. Alt leder til at tro at poeterne, der i det øjeblik udtrykte den poesi, som var indlejret i kommunen, ganske enkelt blev udslettet. Mængden af ufuldbyrdede handlinger under kommunen tillader at de skitserede handlinger bliver gjort til "grusomheder" og at minderne om dem bliver censureret. Saint-Just's bemærkning, "De, der laver halve revolutioner graver kun deres egen grav", forklarer også hans egen tavshed.

11.

De teoretikere, der rekonstruerede denne bevægelses historie, fra guds alvidende synspunkt (som kendt fra de klassiske romaner), har let ved at vise, at kommunen objektivt var dømt til fiasko og at den ikke havde nogen mulighed for en succesfuld fuldbyrdelse. Men de glemmer, at for dem der gennemlevede begivenhederne, havde fuldbyrdelsen allerede fundet sted.

12.

Kommunens dristighed og opfindsomhed kan selvfølgelig ikke måles med vor epokes målestok, men derimod kan den måles i forhold til det politiske, intellektuelle og moralske liv som fandtes på den tid og i forhold til den gensidige forbundenthed mellem alle de almindelige antagelser som den smadrede. Den dybe gensidige forbundenthed mellem de i nutiden gældende antagelser (både fra højre og venstre) giver os en fornemmelse for størrelsen af den opfindsomhed, som vi kan forvente af en tilsvarende eksplosion i det nuværende samfund.

13.

Den sociale krig, som kommunen var en episode af bliver stadig kæmpet i dag (omend dens fremtoning på overfladen har ændret sig betydeligt). Det sidste ord er endnu ikke sagt i arbejdet for at gøre "kommunens ubevidste tendenser bevidste" (Engels).

14.

I de sidste tyve år har de venstre-frelste og stalinisterne i Frankrig enedes om, i mindet om deres nationale anti-tyske front, at lægge vægten på det, kommunen indeholdt af national forvirring, såret patriotisme (for at få det hele med - "det franske folk, der med sit bønfaldende ønske om at blive godt regeret" dvs. efter den aktuelle stalinistiske "politik" og det blev til sidst drevet til vanvid af det fædrelandsløse højrebourgeoisi manglende evner). For at gendrive dette fromme vrøvl skulle det være nok at studere den rolle, som udlændingene spillede, der kom for at kæmpe for kommunen. Som Marx sagde, Kommunen var det virkelige og det uundgåelige slag, som udgjorde kulminationen af 23 års kamp i Europa for "vort parti".

 

D. 18. marts 1962

Gå til forsiden
Gå til den forrige side