Vi forlanger byen fyldt med offentlige orgier

Vi skriver dette i februar 2007, på et tidspunkt hvor kampen og retten til at etablere alternative livsformer går ind i en ny fase. Med henvisning til den private ejendomsrets ukrænkelige hellighed er neoliberalismens maskineri klar til næste etape i indkredsningen og udstykningen af det fælles. Det er det, vi ser ske for Ungdomshuset og Christiania for tiden. Det følgende er hastig nedskrevne noter om situationisternes brug af det urbane rum, noter der kan hjælpe os med at kæmpe mod de neoliberalistiske planer og om muligt forny diskussionen om byens rum som et fælles sted med plads til leg.

Situationisterne var en broget skare af kunstnere, aktivister og freaks som i perioden efter anden verdenskrig på tværs af Europa kæmpede for en omskabelse og befrielse af livet gennem kunst og selvbestemmelse. I 1950’erne og 1960’erne var de situationistiske grupper i Danmark involveret i en opskruet kamp om retten til at bruge byens rum på en anden måde, end den som det samtidige kapitalistiske samfund dikterede. Situationisterne kaldte det samfund de levede i skuespilsamfundet og forstod skuespillet som pengenes anonyme og totalitære orden. En sammensmeltning af postindustriel produktion og kommunikation, der iscenesatte sig som verden. Mennesket var i denne verden reduceret til passivt at betragte de forførende og glitrende billeder, som medierne skabte og cirkulerede for at kontrollere menneskets forbrug og adfærd. Hverdagslivet var med andre ord blevet koloniseret af billeder, der producerede pseudobehov og derved forhindrede mennesket i at indrette sin dagligdag og sine omgivelser i overensstemmelse med sine ønsker. For at forhindre realiseringen af andre ønsker end dem der reproducerede kapitalismen var der blevet rejst en banalitetens arkitektur, der havde til hensigt at adskille mennesker fra hinanden og på den måde skabe isolerede individer. Som situationisterne Attila Kotanyi og Raoul Vaneigem skrev: “Udviklingen af bymiljøet er den kapitalistiske ensretning af rummet. Den repræsenterer valget af én virkeliggørelse af det mulige, men udelukker andre muligheder.” I overensstemmelse med situationisternes rastløse utilfredshed og avantgardistiske ønske om at forvandle hele eksistensen, kritiserede de den urbane homogeniseringsproces, der fandt sted såvel i København som andre europæiske storbyer. Situationisterne nægtede at stille sig tilfredse med øget konsum og nye forbrugsvarer, de ville have selvbestemmelse nu og her. Og byens rum blev scene for denne tilbageerobring.

I december 1962 fandt den første CO-RITUS udstilling sted i Galleri Jensen med Jørgen Nash, Jens Jørgen Thorsen og Hardy Strid i ledende roller. Udstillingen mindede på ingen måde om en traditionel kunstudstilling. Da de besøgende mødte op til ferniseringen, blev de nemlig udstyret med maling, træ- og papirstumper og andet affald, som de sammen med kunstnerne skulle fylde galleriets vægge med. Publikum skulle være deltagere og ikke blot se på kunsten. Kunsten skulle ned fra den piedestal, som kunstinstitutionen havde sat den på, kunst var ikke en aktivitet reserveret de få. Alle var i besiddelse af kreativitet og sammen skulle der skabes et levende og pulserende kunstværk. I løbet af udstillingsperioden blev galleriets rum således forvandlet til en gigantisk collage under evig forvandling. Der var digtoplæsninger og koncerter om aftenen og hele udstillingen fremstod som én lang kreativ proces, der naturligt endte med at bevæge sig uden for galleriet, hvor Nash, Strid og Thorsen overmalede et 2 1/2 meter højt og 300 meter langt plankeværk foran Forlaget Gutenberghus. Alle døre stod på vid gab og kunsten bredte sig ud på gaden. Som der blev skrevet på plankeværket: “Omverdenen og alle kommunikationsmidler må stå åbne for legende skabervirksomhed.” Situationisterne ville genopfinde det urbane rum og derved indfri det løfte om et andet liv, som kunsten indeholder. Legen skulle ikke længere være afgrænset i tid og rum, men skulle kendetegne alle forhold i byens liv. Denne adfærd harmonerede imidlertid ikke med de herskende forestillinger om opførsel i byens rum, og Nash og Thorsen slæbes med til afhøring af en politipatrulje, sættes på fri fod og stormer tilbage til ‘gerningsstedet’ og fortsætter arbejdet, før de igen bliver arresteret. Kampen var i gang.

Drømmen var at genetablere den kommunikation, som den officielle urbanisme, ifølge situationisterne, anstrengte sig for at afbryde, idet den konfiskerede gaden og umuliggjorde det fællesskab, der tidligere kunne opstå i dette rum. Den funktionalistiske arkitektur, der var dominerende i 1950’erne og 1960’erne, var i færd med at ødelægge byen og skabe et pseudorum, hvor både landsbyens naturlige samkvem og byens sociale samkvem blev umuliggjort. Byen blev delt ind i områder reserveret bestemte klasser og aktiviteter. Som der stod på plankeværket i Møntergade: “Planlægningen af menneskets omgivelser har i dag kun til formål at planlægge skematiske livsformer. Kulturindustri og byplanlægning trækker folk rundt ved næsen.” Situationisterne ville vriste byen ud af funktionalismens greb og forvandle den til en legeplads, byen skulle genskabes som et rum for en legende eksperimenterende adfærd for alle. I den situationistiske by skulle indbyggerne selv kunne bestemme alt, det urbane rum skulle kunne ændres efter indbyggernes ønsker, alt skulle være til forhandling. Som det hollandske medlem Constant skrev, skulle den situationistiske by være et kaotisk landskab med mobile elementer, som gjorde det muligt for indbyggerne at udvikle nyt begær og en ny adfærd hinsides arbejde og fremmedgørelse. Byen skulle forvandles til jungler, stepper og labyrinter, hvor man kunne drive rundt og lade sig konfrontere med alle mulige tænkelige følelser. Denne by ville fordre både viden og aktion af sine indbyggere, som hele tiden skulle kunne ændre byens udseende og atmosfære. Livet i byen ville bestå af uendelige, gennemgribende og deliriske bevægelser fra zone til zone. Som en omvending af funktionalismens zoneopdelte by skulle den situationistiske by være delt op i zoner hver med deres særlige atmosfære: det bizarre kvarter, det glade kvarter, det tragiske kvarter og det uhyggelige kvarter. Hér ville dagligdagen være én lang legende bevægelse i et altomfattende kunstværk, hvor avantgardens fantasi om en frisat kreativitet var slået igennem som en kollektiv livsstil.

Skrevet til Ungeren har Ordet hvor dagbladet Information overlod redaktionen af en hel avis til folk fra Ungdomshuset. Da det gjaldt var Information selfvfølgelig ikke projektet voksen og reducerede deres tilbud til et mindre tillæg på 8 sider onsdag d. 7. marts, hvor artiklen overfor blev bregt i en meget forkortet version. Teksten er skrevet af Mikkel Bolt & Jakob Jakobsen .